Brudeparret fejrede brylluppets 2. fest hver for sig. Således blev gæsterne adskilt og vi blev nu kun gommen’s gæster. Mehndi er den aften, hvor bruden får lavet henna på hænderne og gommen får lov at slippe. Det er nok alligevel lidt for tøset for mændende, der pænt takker nej.

Gommens søster Sara havde planlagt det meste af festen. Hun var virkeligt i sit es og havde stået for dekoration af telt, koordinering af gæsteliste, blomsterarmbånd til alle gæster, danseopvisning for Umer osv.

Især underholdning, hvor alle gæster havde øvet en lille dans til ære for gommen, var af særlig stor betydning for den danseglade familie.

Fordi dette var en fest kun for Umer’s familie, kunne Sarah Kruse og jeg ankomme i vores egne kjoler. Det var ellers svært at finde en kjole, der var pæn nok til at blive godkendt. Kjolen skulle være i fuld længde og dække skuldrene. Samtidig skulle den helst være funklende og overdådig. Sådan en kjole har jeg ikke og får heller aldrig brug for én igen, så jeg havde købt en brugt kjole af en veninde og shinet den op med den fineste kimono fra min veninde Mia i Dubai (Karmamia).

Forud for festen havde vi fået familien overtalt til at tage os med hen til én af de skønhedssaloner, hvor kvinderne brugte det meste af dagen. Her fik vi sat håret, så vi var klar til aftenens fest. Det var dog lidt besværligt at komme afsted, da det krævede en ledig vogn og en pålidelig chauffør. Umers bedste ven kørte os således frem og tilbage. Det var hans job under bryllupsforberedelserne, at køre kvinderne rundt fra sted til sted, når de viftede med lillefingeren. Han var en eftertragtet herre – De har det hårdt de kære mænd. Det var en spøjs oplevelse ved salonen, der på ingen måde kan sammenlignes med de stilede og dyre steder i Dubai.

Hvad jeg ikke havde fanget og hvad Sara (Umer’s søster havde glemt at fortælle) var, at kvinderne til denne fest skulle have grønt tøj på, mens mændene skulle komme i sort. Sarah Kruse havde tilfældigvis medbragt en grøn kjole, mens jeg skilte mig endnu mere ud fra mængden med min lilla (nærmest lortebrune) kjole og guld kappe – der trods alt faldt i pakistanernes smag.

Vi havde også øvet os på en dans, som vi næsten ikke nåede at vise, da musikken blev frakoblet kl 22.30 grundet regeringens lov om, at alle fester senest skal slutte kl 22.00. Sarah Kruse fik dog overtalt DJ’en og familien til at sætte alt udstyret tilbage, så vi kunne underholde de resterende gæster med vores dans til Katy Perry og Firework. Det blev heldigvis en populær afslutning på festen.

Mehndi var den sidste fest med dans og således dansede gæsterne igennem på dansegulvet. Det var en brag af en fest – selvom festen manglede selve bruden.

Denne fest handlede mest om at danse og tage billeder. Der blev selvfølgelig givet småbeløb til de fattige og trængende, ligesom den forrige fest, men der var ingen større ritualer med henna, sådan som jeg havde forestillet mig til Mendhi.

Det var en endnu en god og begivenhedsrig fest, hvor vi fik hilst på en masse nye familiemedlemmer og fik dannet nye venskaber.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.