Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Det er nu en måned siden, at jeg vendte tilbage til Dubai og familien, efter knap 4 uger i Indien. Jeg drømmer mig stadig tilbage til min hytte i Sampoorna, Syd Goa, hvor jeg fandt en indre ro om aftenen efter nogle meget lange og intense undervisningsdage. Det har været min drøm i mere end 10 år og nu førte jeg den endelig ud i livet… og inden jeg blev 40 år (En vigtig detalje).
(mere…)
I weekenden var jeg til bryllup hos to smukke, unge mennesker, som jeg aldrig tidligere har mødt, men som jeg har set mange billeder af. Til gengæld kender jeg gommens mor ganske godt. Hun er det mest fantastiske menneske jeg kender. Inspirerende, følsom, livlig og uendelig smuk.
(mere…)
Tirsdag d. 25 marts kl 11.40 voksede vores familie med endnu et medlem og vores hjerter voksede til dobbelt størrelse. Lillebror Adam Karl Nielsen har taget os med storm, midt i en ægte sandstorm… sådan vil historien ihvertfald blive fortalt fremadrettet. Vi oplevede dog ikke selv sandet fyge, mens vi var indlagt til igangsættelse på Al Zahra Hospital.
(mere…)
Det er stort at blive 6 år… ikke mindst for forældrene. Jeg er stolt over at have så stor en pige, men det giver også et lille tryk i hjertet. Tiden går så hurtigt og jeg kan ikke rigtig følge med. Pigerne er nu blevet så selvstændige og selvkørende, at det på én måde er dejligt befriende og samtidig uendelig skræmmende.
(mere…)
Af alle fester var tredje aften langt den bedste og jeg lærte her at forstå, hvorfor pakistanere er så gode til at forhandle. Alle der er eller har været gift ved af erfaring, at der i ethvert ægteskab indgår forhandlinger – Sådan er det at være et par. Det var derfor morsomt at se, hvordan brudeparret allerede under brylluppet, traditionen tro, forhandler om penge og ære.
(mere…)
Brudeparret fejrede brylluppets 2. fest hver for sig. Således blev gæsterne adskilt og vi blev nu kun gommen’s gæster. Mehndi er den aften, hvor bruden får lavet henna på hænderne og gommen får lov at slippe. Det er nok alligevel lidt for tøset for mændende, der pænt takker nej.
(mere…)
Vi landede i Lahore tirsdag morgen, hvor vi blev hentet af Mohammed og Haider. Derfra blev vi kørt direkte hjem til familien, der ventede på os i det hus, hvor vi skulle indlogeres under festlighederne. Vi fik ikke meget tid til at hvile ud, for der var allerede meget på programmet inden brylluppets første fest – Mayon
(mere…)
Det er snart ét år siden, at Sarah og jeg drog til Pakistan, hvor vi for første gang mødte den familie, der forevigt har ændret mit syn på Pakistan og dens kultur. Dengang sluttede rejsen med en officiel bryllupsinvitation til et arrangeret ægteskab mellem husets ældste søn og den kvinde, som moderen nøjsomt havde udvalgt til ham. I går nat vendte jeg atter hjem, fra en helt fantastisk uge i Pakistan, hvor programmet denne gang udelukkende stod på bryllup og pakistansk familiehygge.
(mere…)
Der er gået mindre end en uge, siden vi pakkede huset ned i Dubai Silicon Oasis og flyttede hele mulivitten til Al Furjan. Det vil sige, flyttefolkene pakkede hele huset ned – og flyttede hele mulivitten. De pakkede også det hele ud igen og tog de tomme papkasser med sig ud af døren. Det har aldrig været nemmere at flytte.
Jeg keder mig aldrig… ikke sådan rigtigt. Der er altid noget at lave og på en eller anden måde lykkedes det mig hele tiden, mere eller mindre bevidst, at rode mig ud i noget, der kommer til at optage alt min tid. Og hver gang jeg ser frem til en rolig stund eller en stille periode, så hører jeg mig selv sige ja til et eller andet, der ender med at give mig det stik modsatte – nemlig gråt hår og mere arbejde. Jeg må jo kunne lide det… ellers gjorde jeg det vel ikke!?