En væsenlig fordel ved at have et deltidsjob er den ekstra tid, som jeg kan nyde med familien og i særdeleshed med pigerne… især når der er dømt skoleferie. Jeg får ligsom tanket op på mor-konto’en og giver bedre plads til den gode samvittighed ved at dedikere ekstra tid til Anna og Emma.

Vi nyder vinterens kommen og istedet for at slæbe pigerne med i legeland, som vi ellers ofte gør, tog vi onsdag morgen i stedet bilen ned til stranden og brugte en hel formiddag med solcreme, bølgeskvulp og madpakker. Nede ved vandet var der gang i vinden, der sammen med havvandet virkede nedkølede og forfriskende. Det blev vores første tur ved stranden denne sæson, så vi nød godt 2 timer i vandet inden Anna selv kom op på land og bad om at blive kørt hjem igen. Den friske luft kan hurtigt blive for meget, når dørene pludselig åbner op igen efter godt 4 måneder i air-conditionen.

   

Den friske luft havde tilsyneladende tricket noget i begge piger og næste dag stod de begge klar på nye eventyr.

Hvor skal vi så hen i dag mor?

Jeg vidste, at det nemme svar ville være legeland og at tøserne ville elske det, men endnu engang blev det en tur ud i “naturen”. Der er ikke meget mere end ørkensandet, der for alvor kan kaldes UAE’s sande natur, men der findes mange perler derude af kunstanlagte søer og skove. Således tog vi for første gang i Mushrif Park ved Mirdif, der kun ligger 15-20 min. kørsel fra Dubai Silicon Oasis. Parken har stået på min bucket-liste længe, men netop fordi den ligger lige rundt om hjørnet, har parken fået status som noget, vi altid kan gøre. Det gjorde vi så torsdag.

Mushrif Park er en af de ældre parker og blandt de første anlagte parker i Dubai, hvilket også betyder, at der er en fin, tæt bevoksning af træer. Mange lokale besøger parken og legepladserne, hvilket giver en lidt unik stemning af at være en del af den arabiske kultur. Der er mange store parker i Dubai og de er ofte overrendt af turister og expat’s som os selv, men Mushrif Park ser ud til at være en stor, lidt hemmelig oase i det pulserende storbyliv.

Med et NOL kort (metrokort), kan man komme ind i parken for en sølle 10’er og kortet kan tankes op i automater rundt omkring i byen eller inde i parken. Der er flere legepladser, fugle voliere, offentlig pool, tivoli-land (der har åbent om aftenen) samt små huse fra hele verdenen. Det er spændende for både Anna og Emma, men også for Alona og jeg, der mest af alt er fascineret af skoven og de egerne, der hopper fra træ til træ. Det er bare hygge!

 

Der er skygge og bænke at finde alle steder. Masser af parkeringsmuligheder og parken er så stor, at vi slet ikke ved, hvor vi skal begynde eller ende.

Vi bliver derfor nok nødt til snart at komme tilbage. Mest er jeg ked af, at vi ikke fik besøgt parken tidligere, når vi nu snart flytter til den helt anden ende af Dubai.

Da Daniel endelig fik weekend, skulle han også ud at luftes. Således pakkede vi taskerne med håndklæder og pigerne fik badedragt på inden under kjolerne. Jeg har længe gerne ville besøge Splash Pad Dubai, som kort før sommerferien åbnede nede ved Jumeriah Beach (JBR). Det er et vand-legeland, hvor børn i alle andre (nok mest de små) kan rende rundt under skygge og plaske i vand. Der betales kun entrebilletten for børnene, mens de voksne får gratis adgang. Pigerne passede sig selv, mens de glade af begejstring hoppede rundt fra vandstråle til vandstråle, tog vand-rutchebanen for 10. gang og spurtede forbi vandkanonerne. Det var alt i alt en stor succes og to timer senere, skulle de trækkes fra stedet.

   

Udflugten sluttede ved Cheese Cake Factory, hvor vi alle splattede ud efter indtagelsen af frokosten. Varme og mad kan slå selv den største energibombe ud.

Ved nattetid, efter at have spillet lidt Mario Cart med Daniel, konstanterede pigerne endnu engang, at det havde været…

The best day ever!

Det er jeg selvfølgelig glad for at høre, men efterårsferien er ved at nå sin ende og skolebøgerne skal atter findes frem. Anna har lektier for, der skal læses og Emma skal lige vende sig til tanken om, at det altså ikke kan være ferie hver dag.

Jeg er glad for, at overskuddet er ved at vende tilbage og at vi nu atter kan finde tid til familie-udflugterne. Det har jeg savnet og jeg vil gerne have meget mere af det.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.