Hvis du kender norske Henrik Ibsen, så kender du helt sikkert også det klassiske drama om Nora, der i alt hemmelighed og efter bedste overbevisninger forfalsker en underskrift for at redde sin mand ud af økonomiske problemer.
Derhjemme i Aalborg tog jeg gladeligt i både Aalborg Teater, Jomfru Ane Teateret og Det hem’lige teater sammen med venner eller Daniel. Især var vi vilde med de meget alternative stykker opført af det hem’lige teater. Jeg var derfor svær begejstret, da jeg ved et tilfælde opdagede, at Danú teateret, der er lokaliseret i Mall of The Emirates havde præmiere på Henrik Ibsens “A Doll’s House”.
Hvad der virkelig fangede min interesse var følgende beskrivelse af forestillingen:
Danú are proud to present an adapted version of the play in English set in The Middle East, using Arab actors.
En opstilling af Et Dukkehjem med et arabisk twist. Min nysgerrighed var vagt. For hvordan vil den arabiske verden opfatte Nora, der med stykket vokser sig ud af rollen som dukke og bliver en selvstændig kvinde, der i sidste ende forlader både mand og børn, for at realisere sig selv? Hvordan ville forestillingen forholde sig til kærligheden og ømheden? Hvordan ville de vælge at portrættere Nora og hendes egoistiske mand?
For 80 dhs (150 kr.) var jeg ikke i tvivl om, at dette var et klassisk stykke, som jeg bare måtte se. Så jeg tog Daniel, Christine og Sanne under armen for at blive en kulturel oplevelse rigere. For en kort stund var jeg dog lidt bekymret for antallet af fremmødte tilskuer. Hvor pinligt ville det mon egentlig være, at sidde 30 mand i en sal? Jeg forberedte mig på færre end 20 tilskuer, for 10 minutter inden spilletid, var vi fortsat nogle af de eneste. Vi fik derfor første række, helt tæt på scenen i den lille sal. Havde jeg vidst, at stykket var totalt udsolgt hele ugen og folk blot kom dumpende 15 minutter inde midt i forestillingen, så havde jeg slet ikke behøvet at bekymre mig så meget.
Var det godt? Ja, for pokker!
Dubai, du slog endnu engang benene væk under mig. Du begejstrede mig! Du gav Nora retfærdighed og styrke.
Ja, hun gik. Hun forlod både mand og børn.
Hun sagde fra!!!
Og hvorfor er jeg egentlig så overrasket? Jeg mener ikke, at kvindeundertrykkelse er et generelt problem i Dubai. Og til hverdag mærker jeg ikke den umiddelbare forskel mellem mand og kvinde. Men lad dig ikke narre. Der er stadig lang vej for kvinders ligestilling under disse varme himmelstrøg, men Dubai er ved at lære det – det skal de have ros for.
Det går bare lidt langsomt.
