Det har været én af den slags weekender, hvor jeg ikke helt kan bestemme mig for om den var god eller ej. Jeg er derfor kommet til den konklusion, at det var én af de mere interessante weekender, som jeg nu skal have bearbejdet.

Torsdagen begyndte ellers ret godt. Jeg havde, af praktiske årsager, lagt min weekend i slutningen af ugen og weekenden kom derfor en dag tidligere. Umiddelbart tænkte jeg, at intet kunne ødelægge denne dag. Heller ikke en morgen-tidlig tid ved tandlægen. Resten af formiddagen hang jeg ud ved Starbucks med min computer, mens jeg forsøgte at skrive et par linier til den forestående eksamensaflevering.

Mine fridage er desværre ikke altid helt så produktive, som jeg ville ønske og jeg render derfor rundt med konstant skyldfølelse fordi, der er noget jeg forsømmer og nedprioriterer. Som eksempelvis denne eksamensopgave omkring motivation af medarbejdere.

Ved middagstid skulle jeg mødes med Daniel og pigerne ved Det Danske Konsulat, hvor Anna og Emmas pas skulle fornyes. Eftermiddagen var ligeledes booket med aftaler, så tiden skulle udnyttes maksimalt. Jeg fik griflet et par linier ned på MAC’en, men en dag derhjemme ved skrivebordet havde nok været at foretrække.

Hjemme igen fik jeg afsat nok tid af til at få besvaret et par mails, trænet en halv time og taget et bad, inden vi alle satte kursen mod Layan Community, hvor vi var inviteret på takeaway og en rundtur i Steen og Sannes nye hjem, da Sanne og jeg havde arrangeret en ladies night out. Vi skulle ud og opleve Eddie Izzard life (Stand-up).

Det blev virkelig én af de aftener jeg har set frem til længe. En aften uden mænd og børn. En aften med masser af grin og alkohol. En aften med tøsesnak 🙂

Det blev samtidig en af de aftener, hvor overraskende nyheder fra arbejdet lagde en mindre dæmper på den gode stemning, da jeg modtog et telefonopkald fra en kollega om, at den virksomhed jeg arbejder for, nu er under afvikling. Det kommer som sådan ikke bag på mig, da jeg hele tiden har vidst, at det ville være et spørgsmål om tid inden, der ikke var flere skattesager at behandle. Men efter 10 år i Dubai, var jeg dog ikke helt forberedt på, at det skulle være netop nu. Selvom jeg var overrasket over nyheden, så ødelagde den på ingen måder resten af aftenen. Jeg mener – Eddie Izzard!

Og vi fik geniale gode pladser, uden at betale kassen for de dyreste billetter. Salen var fuld, men vi var i god tid og fik pladser så langt fremme, som vi kunne komme. Det handler jo alt sammen om timing.

Torsdag var på alle måder en spændende dag. Også mere spændende end den følgende fredag morgen, hvor lette tømmermænd gjorde sit indtog.

Åh well. Jeg gør det jo helt sikkert igen.

Og hvad fremtidsudsigterne og jobbet angår. Så er jeg fortrøstningsfuld. I morgen er det arbejdsdag og vi skal holde informationsmøde. Jeg tænker, at når en dør lukkes, så åbner der sig altid en ny 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.