Jeg har aldrig rigtig været den store gløgg drikker. Med gløgg, så forstår jeg varm rødvin med essens fra karton og alt for mange irriterende nødder og rynkede rosiner. Hvad er fidusen egentlig med det? Vi har tidligere haft en karton gløgg stående bagerst i køkkenskabet i 2 år sammen med en pakke gløgg-nødde-blanding. Det røg uåbnet ud sidste år. Men i år, står den på gløgg i spandevis – hele 3 forskellige slags er nu i testproduktion.

Lige nu brygger jeg på en “klassisk” rød gløgg-essens med mørk rom, god portvin, appelsiner, citron, ingefær og masser af julekrydderier. Den skal trække i tre uger i et koldt og mørkt rum. Kontoret er helt ideel, fordi Daniel alligevel befinder sig i Abu Dhabi det meste af tiden. Det er vildt spændende og jeg er ofte en tur forbi for at smage essensen til. Den bliver bedre og mere kraftig i smagen for hver dag.

Den hvide gløgg-essens har jeg haft stående de sidste 5 dage og den blev nydt første gang i går aftes. Den er brygget på hvid portvin, citrusfrugter og få julekrydderier. Nu, hvor den er sigtet, skal den blot tilsættes glasset med den varme hvidvin.

Gløggen blev nydt sammen med risalamande med appelsinsauce og kandiseret mandler, som vi lavede ud af resterne fra risengrøden i tirsdags.

Den sidste gløggessens er måske ikke så meget gløgg, som en virkelig god velkomst-jule-drink. Den tager en dags-tid at forberede og den smager himmelsk. Det er en kold appelsingløgg baseret på frisk appelsinjuice, vodka, cointreau og julekrydderier. Mums siger jeg bare. Den er også godkendt og blev kun endnu bedre efter et døgn ekstra i køleskabet.

Den bliver ligeledes tilberedt nytårsaften, som en velkomstdrinks til de få heldige. Jeg tror, at det bliver et sikkert hit, når vi skal skåle med Danmark’s Dronning Margrethe, der sikkert har en masse på hjertet i år.

Alle opskrifter på gløgg og appelsin sauce har jeg fundet på Valdemarsro og Spisbedre.

Når vi kommer til Danmark skal jeg prøve at lave en børnevenlig gløgg, så ungerne også kan smage Danmark’s traditionelle jule-favorit-drink.

Og den skal helt sikkert indeholde stjerneannis, for Emma er helt tosset med den søde og kraftige lakridsduft, der strømmer hende i møde, hver gang hun nærmer sig køkkenet.

Måske jeg skal prøve endnu en opskrift, appelsin-gløgg uden alkohol fra Valdemarsro. Jeg kommer næsten i julestemning 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.