Tidlig lørdag morgen, efter en solid morgenmad på hotellet, blev det tid til at pakke kufferterne. Turen skulle snart gå tilbage til Dubai, men inden da havde vi stadig Jordans hovedstad Amman på rejseprogrammet.
Sikkerhedsniveauet er generelt højt i Jordan og vi følte os derfor helt trygge ved at bevæge os rundt på egen hånd. Selvom vi blev mødt med armerede sikkerhedsfolk med maskingeværer og hotellet narkotestede bilen, da vi ankom et par dage forinden, så mødte vi kun flinke folk, der med et smil altid bød os velkommen til landet, når vi blev stoppet på vores vej.
Donald Trump’s nylige beslutning om, at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og flytte USA’s ambassade fra Tel Aviv var en våd klud i ansigtet på de omkringliggende arabiske lande. Det kunne umiddelbart mærkes i Jordan, hvor der voksede en hvis modstand mod amerikanske turister.
Selve køreturen fra Petra til Amman gik relativt nemt og problemfrit. Vi havde sørget for at downloade et offline-map fra Google, mens vi fortsat var i Dubai. Det virkede upåklageligt på hele vores rejse i Jordan. Vi kørte direkte efter Rainbow Street, der ligger ret centralt i Amman og som vi havde hørt skulle være stedet med de bedste forretninger for turister. Vores første stop, efter at have parkeret bilen, blev en lille julepyntet shisha bar, hvor vi kunne nyde en kop kaffe, mens vi lagde en plan for vores sidste del af rejsen.
Med telefonen som guide gik vi direkte efter souvenirs og julegaver. Et lille galleri – Jordan River Foundation – blev første stop på ruten og selvom nipserierne i butikken var fine og overskuddet gik til et godt formål, så var vi nok mere betaget af udsigten og det fine gårdmiljø, der slet ikke kan sammenlignes med dem i Dubai.
Lidt længere nede af gaden fandt vi efterfølgende frem til the Soap House, der duftede så dejligt på lang afstand, at vi alle fik købt et eller andet med hjem til gaver og selvforkælelse.
Efter en lille medbragt forfriskning på sol-terrasen fortsatte vi til fods op ad bakke med næsen i sky. Vi travede efter Citadellet på Amman’s højeste punkt. Det var her, at vi skulle finde byens stolthed og resterne fra Hercules’ romerske tempel, den byzantinske basilica og Umayyad-paladset.
Siden bronzealderen er de historiske bygninger blevet genopbygget gang på gang efter blandt andet jordskælv. Stedet er derfor præget af de forskellige tidsaldre fra bronze- og jernalderentiden såvel som den romerske, byzantinske og arabiske arkitektur.
Entréen kostede os 5 dinar pr. snude (ca. 45 dkr.) og var alle pengene værd. For turistpriser kunne vi tilkøbe vores egen guide til at følge os rundt, men vi afslog venligt tilbuddet og valgte i stedet at suge det hele til os i vores eget tempo – og gik nok derfor også glip af en del af historien. Men der var generelt godt skiltet og fantasien fejlede ingenting.
Jeg følte den største ydmyghed, da jeg gik rundt blandt tusinde års historie og forestillede mig det liv, der engang herskede på stedet. Jeg har altid været historisk interesseret og Jordan har så meget historie, at jeg bliver helt overvældet.
Mens vi gik rundt i vores egen verden og følte historiens vingesus, blev vi pludselig vidne til horder af sikkerhedsfolk, fotografer og følgere, der banede vejen for en ældre herre.
Vores nysgerrighed blev vagt, men vi genkendte ikke umiddelbart manden. Nanna gjorde en indsats for at få et navn ud af sikkerhedsvagten, men vi forstod ikke rigtigt svaret. Tilsidst måtte vi selv google os frem til det.
Det var Emomali Rahmon, præsident af Tajikistan, som vi løb ind i på citadellet i Amman. Og hvis du ikke ved, hvor Tajikistan ligger, så kan jeg nu fortælle, at det blandt andet grænser op til Afganistan og et del andre lande, som jeg heller ikke anede eksisterede.
Vi orkede ikke rigtigt selv at gå hele vejen tilbage til Rainbow Street, hvor bilen var parkeret. I stedet tog vi en halvdyr taxa fra citadellet tilbage til vores udgangspunkt i Amman. Herfra fandt vi et sted at nyde vores sidste aftensmåltid, inden vi måtte tilbage til lufthavnen.
Der var meget, der skulle fordøjes af oplevelser og traditionelle arabiske retter efter vores weekend.
Det bliver tidligt mørkt i Jordan og når tusmørket først begynder, så bliver der ret hurtigt helt mørkt. Vi blev dog ret hurtig enige om, at vi havde en sidste destination i Amman, som vi lige måtte besøge inden turen sluttede helt. Taxachaufføren talte ret varmt og ivrigt om Ammans blå moske, der var en must-see for alle turister. Amman’s eneste moske, der er åben for ikke-troende muslimer. Og den måtte vi selvfølgelig have med på vores tjekliste, nu hvor den var blevet anbefalet af de lokale.
Og selvom det var blevet helt mørkt inden vi nåede op til den blå moske, så kunne vi sagtens se det smukke i den. Ikke mindst fordi, at den samtidig var placeret klods op af en stor kirke på den anden side af vejen.
For mig vidner dette om en stor tolerance blandt religionerne og kulturforskellene i Jordan. Endnu engang blev vi mødt af venlige folk, der bød os inden for i moskeen, hvor vi også fik lov til at tage billeder. Vi måtte dog først en tur ned i en kælder, hvor vi frit kunne låne abayas, så vi var tækkelige klædt.
Den blå moske var meget smuk og simpel, sammenlignet med den store moske i Abu Dhabi. Men jeg var vild med farvespillet fra gulv til loft.
Og vi var alle glade for, at vi nåede at presse den med ind i det tætpakkede lørdagsprogram. En time senere sad vi atter i lejebilen med Mette bag rettet.
Tilbage i lufthavnen var vi fire glade, trætte og stille piger, der tålmodigt ventede på boarding med hver vores mobiltelefon og gratis wi-fi i hånden. Vi var for engang skyld løbet tør for ord.
Og selvom vi sagtens kunne tage på forlænget weekendtur til Jordan fra torsdag og være tilbage i Dubai lørdag inden arbejdsugen startede søndag, så var jeg alligevel glad for, at jeg havde en ekstra fridag.
Og hvad mændene lavede, mens deres kvinder tullede rundt i Jordan uden børn, kan beskrives med et enkelt billede.
Det har uden tvivl været en dejlig weekend for alle parter.
Nu planlægger vi allerede vores næste tur. Så kære mænd – I kan godt finde krøllejernet frem 🙂
