Søndag er Pakistans officielle fridag, hvilket i virkeligheden kom lidt bag på mig, da fredag ellers ofte udnævnes til muslimernes helligdag – dagen for den store fredagsbøn. Muhammad forklarede, at fredagsbønnen bestemt er vigtig i Pakistan og at loven giver alle arbejdstager ret til at tage fri under fredagsbønnen, men af praktiske årsager er søndag den officielle fridag. Om det skyldes den bristiske kolonitid eller de mere moderne tider, hvor handlen med Vesten er helt essentiel for Pakistans økonomi er lidt uvist for mig.

Søndag var således Pakistans officielle fridag og vi blev hentet på hotellet omkring middagstid. Muhammad havde sit fine søndagstøj på, der også kunne skyldes, at vi senere samme aften skulle præsenteres for Muhammads mor, der havde inviteret os forbi til aftensmad – ivrig efter at møde de danske piger, som hun havde hørt så meget godt om. Sarah og jeg, der var meget overvældet over interessen for os i Pakistan, sagde selvfølgelig ja-tak til invitationen. Først mødtes vi hjemme hos Muhammads søster, hvor vi blev tilbudt thé med mælk og søde kager.

Den morgen var jeg vågnet op med et dårligt højre øje, der viste tegn på øjeninfektion. Det generede mig en smule, men jeg klamrede mig til den mulighed, at det nok bare var overproduktion fra nattens søvn, der kunne ses i øjet. Efter et par hyggelige timer hos Muhammads søster begav vi os afsted, pakket i to biler, på vej nordvest for Lahore mod en lille by i nærheden af Sargodha by. Vi kørte i 1 time og 45 minutter, inden vi nåede vores første destination.

Muhammad og hans ældste bror Rashid ejer sammen et stykke land i den lille by, som de har arvet fra familien. Som mange andre grundejere, har de lånt stykket ud til en fattig bonde, der administrerer jorden for dem. Bonden står selv for alt det praktiske arbejde med at indkøbe afgrøder, klargøre jorden, passe agerbruget, høste og efterfølgende sælge høsten. Han får hjælp fra sin søn og de omkringboende landmænd/bønder, der lever under samme vilkår. Til gengæld påtager Muhammad og Rashid hele den økonomiske og praktiske del af ansvaret ved at forsyne bonden med de nødvendige redskaber, maskiner samt penge til indkøb af afgrøder. Overskuddet af høsten deler de ligeligt i porten.

Muhammad fortalte, at det generelt kan være svært for grundejere at finde ærlige bønder, som de kan stole på. Muhammad og Rashid har dog været heldige at have haft den samme bonde de sidste 5 år, der udover markerne, tager sig af den tilhørende hønsefarm, hvor de producerer burhønseæg. Muhammad tog os stolt med ind i fabrikshallen, hvor vi kunne se de mange små bure i flere rækker og etager. Heldigvis var burene tomme, men klargjort til de mange høns. Som dansker, der er vokset op med samfundets fokus på dyrevelfærd, øget interesse for økologi og frilands-æg, var det sgu lidt en mavepuster at stå midt i et fabriksanlæg med plads til flere tusinde burhøns. Men hvordan kan jeg dømme disse bønder og landbruget? Friland, økologi og dyrevelfærd er en luksus forbeholdt de lande, der har råd til at stille høje krav. I Pakistan vil store dele af befolkningen dø af sult, hvis de skulle tænke på dyrevelfærd og økologi. Personligt har jeg ikke noget problem med at forbyde burhøns i Danmark samt alt salg af burhønseæg, men jeg ved også, at det ikke er en løsning, der vil kunne fungere i et land som Pakistan.

Selvom burene endnu ikke var fyldt op med høns, så var kyllingerne der skam allerede. De løb rundt i skygge, men med mulighed for sollys, så de kunne vokse sig store nok til at lægge æg. Tippen af næbbet var klippet af for ikke at gøre skade på hinanden under de trange kår. Vi fik muligheden for at gå helt ind til kyllingerne, hvis vi skiftede sko. Sarah tog straks imod tilbuddet og fik lov til at holde én af de søde kyllinger. Hun synes, at det var spændende og var meget interesseret i at vide mere. Jeg var derimod meget mere tilbageholdende, for selvom jeg accepterede forholdene, så havde jeg stadigt meget svært ved rent etisk at acceptere dyrene skæbne. Derfor valgte jeg at takke nej til tilbuddet og overstående billede er dermed det nærmeste jeg kom på kyllingene.  Det var enormt grænseoverskridende for mig at stå der, men jeg tager oplevelsen med mig videre og alt, hvad jeg oplevede på min rejse i Pakistan var meget lærerigt.

Efter besøget hos kyllingerne satte vi os for en stund i skyggen af farmen. Det var lidt uvist for os, hvad det var, vi egentlig ventede på, men det gik op for os, at bonden havde forberedt kylling, the og kager til os, som han ville servere i farmens tilhørende anneks, hvor kun en seng og et bad var at finde.

Kyllingelår og kød med knogler har aldrig været det store hit for mig, så jeg plejer at undgå det, hvis jeg kan. På det punkt er jeg nok lidt sart. Muhammads nevø Umer fik ondt af mig, da han så, hvordan jeg desperat pillede i mit kylling eller også var det blot nervøse tics han fik af det sørgelige syn. Han pillede ihvertfald min kylling for mig, ligesom min mor gjorde, da jeg var barn. Det var lidt pinligt, men jeg var samtidig ham dybt taknemmelig.

Bonden tog os efterfølgende med ud for at besøge nogle af de omkringliggende landmænd, hvor vi kunne se andre former for landbrug.

Vi blev fulgt ud på en appelsinmark, hvor vi kunne dufte de modne appelsiner på lang afstand. De orange citrusfrugter pyntede på den grønne baggrund og vi blev draget mod appelsinerne med alle vores sanser.

Meget stolt viste appelsin-landmanden os sine marker og blev ved med at opfordre os til at plukke flere appelsiner. Sjældent har jeg spist så mange søde og fyldige appelsiner på én dag. Ingen jul har været så appelsinfyldig som denne eftermiddag.

Efter appelsinplyndringen blev vi kørt ud til en endnu en mark, hvor to mænd afslappet sad og kogte sukker af sukkerrør. Det var en proces, hvor sukkerrørene blev flækket og skrabet som vaniljestænger. Indholdet blev kogt i vand over bålet fra resterne af sukkerrørene. Den tykke sukkerlage blev, efter vandet var kogt væk, kølet og skrabet sammen i klumper.

Vi fik selvfølgelig tilbudt sukker fra sækken og jeg forsøgte på ikke at tænke alt for meget over hygiejne- og de sanitære forhold, mens jeg tog en bid af det søde brune sukker. Det smagte lidt som honning.

Mit øje var i mellemtiden blevet meget ømt. Indtil nu havde jeg kunne skjule det bag mørke solbriller, men nu hvor solen var ved at gå ned, blev det lidt svære at lade som ingenting. Øjet var hævet og jeg var nu klar på at tage tilbage på hotellet for at sove. Jeg var af den overbevisning, at søvn sagtens kunne kurere det dårlige øje. Men vi skulle ikke tilbage på hotellet foreløbigt. Vi skulle videre til Muhammads mor og Rashids kone, der boede under samme tag. Vi var inviteret på aftensmad en times kørsel længere væk fra hotellet.

Maden måtte dog vente for mit vedkommende, da mit højre øje nu ikke længere kunne skjules og ubehaget var så stor, at jeg måtte klage min nød til Muhammad. Da vi nåede hjem til Muhammads mor, insisterede hun på, at vi tog direkte hen til hendes øjenlæge, der var en dygtig og respekteret mand i byen. Jeg var skeptisk, men som nævnt desperat.

Den pakistanske øjenlæge var ikke ét sekund i tvivl om, at jeg havde pådraget mig en slem omgang øjenbetændelse – og det var jeg faktisk heller ikke længere. Han var meget grundig og udførte så mange test’s, at jeg blev helt træt i øjet. Efter et hurtigt visit ved apoteket, havde jeg nok øjendråber og salve til de næste par år. Jeg gik ihvertfald ikke ned på medicin! Hver halve time det næste døgn, skulle jeg dryppes i øjet med først det ene og 5 minutter senere med det næste. Det var effektivt, men også meget besværligt.

Hjemme hos Muhammads mor blev der serveret 3 forskellige retter, som Rashids kone havde tilberedt. Normalt serveres kun én ret pr. aftensmåltid, men til ære for os, var der virkelig kommet mad på bordet. Det havde dog været en temmelig stor udfordring for svigerinden, at tilberede ikke-for-stærkt mad til sine gæster og hun måtte ringe til Muhammad undervejs for at forhøre sig om, hvordan hun undgik at lave maden for stærk. Svaret med at tilsætte færre krydderier virkede tilsyneladende helt forkert.

En aften i det her selskab blev kun delvist ødelagt af mit højre øje, men gæstfriheden og hjertevarmen kan ingen benægte. Sarah og jeg kom med gaver i form af søde sager fra Dubai og Anton Berg fra Danmark. Vi forlod selv selskabet med et sengetæppe hver, som en gave fra Muhammads mor.

Jeg er dybt taknemlig for den behandling vi har modtaget i Pakistan, for de mennesker vi har lært at kende og de oplevelser, som vi tager med os hjem. Mit syn på Pakistan ændrede sig for hver dag, jeg var i landet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.