Efter nogle gode vandreture i Badshahi Moskeen og blandt ruinerne i Lahore Fort var det efterhånden blevet eftermiddag. Da sulten meldte sig var det blevet tid til frokost. Lige som aftensmaden, der aftenen inden blev indtaget i døgnets sidste timer, blev frokosten ligeledes indtaget sidst på eftermiddagen. Vi kørte til en nærliggende café, som nevø’en Umer, havde gode erfaringer med.
Caféen lå i en gyde, der var svær at tilgå med bil og efter en lidt kreativ parkering, midt i vejarbejde og trafikkaos, gik vi selv resten af vejen med livets som insats. Overalt kørte knallerter, motorcykler og insisterende bilister.
Snart sad vi i en hyggelig café, hvor vi lod vores værter bestemme menúen, som selvfølgelig var godt krydret og let brændende i munden. Vores pakistanske venner var dog meget betænksomme og sørgede altid for at maden aldrig var alt for stærk. Lad os blot kalde maden for europæisk stærk og ikke pakistansk/indisk stærk. Sammen med maden fik Sarah altid serveret yoghurt til at formilde smagsløgene. Jeg havde tilsyneladende lidt nemmere ved den krydrede mad, men svære ved knogler og brusk. Heldigvis var der altid lækkert kebab, fladbrød og ris lige i nærheden. Og maden var generelt altid lækkert.
Vi var blevet ret begejstret for det tykke, bløde Naan-brød, der altid fulgte med maden og som ofte blev brugt i stedet for bestik. Maden blev som regel indtaget med fingrene og skovlet ind ved hjælp af brød eller ris. Jeg havde frygtet lidt, at vi også skulle sidde på gulvet og spise maden, men intet sted i Pakistan oplevede jeg den form for madkultur. Altid var vi samlet omkring borde eller i bløde sofaer.
Mens vi sad der i caféen, prøvede Sarah og jeg at regne ud, hvordan Naan-brødet var blevet formet. Da vi spurgte Muhammad, arrangerede han et besøg ud i køkkenet, hvor vi kunne få syn for sagen. Det var både Sarah og jeg helt med på. Der stod vi så og fulgte med, mens manden formede brødet og smækkede det op på siden af en opvarmet ler-ovn med bål i bunden.
Selvom manden helt sikkert synes, at det var lidt akavet, at to danske piger stod der og glanede, så synes han samtidigt, at det var lige så spændende som os. Faktisk stod hele køkkenpersonalet bag os og kiggede, mens vi så på manden med brødet.
Efter at have taget nogle billeder og lavede en film, lod vi manden få arbejdsro og forlod mætte caféen. Bilen fandt vi samme sted, som vi forlod den midt i trafikkaos.
Vi blev kørt tilbage på hotellet, hvor vi fik os en morfar. Vi var trætte helt ind til knoglerne og mætte helt ind til sjælen. En lur gjorde godt og vi ladede op til aftenens program, hvor vi skulle mødes med den pakistanske familie til Food Festival 2018. Familieturen var blevet udvidet med et par mand, så vi nu også havde selskab af Muhammads ældste bror og endnu en nevø.
“Lahore Eat” kan nemt sammenlignes med den Food Festival i Dubai, som jeg oplevede ugen forinden – med smagsprøver, konkurrencer, koncert og underholdning. Vi var godt nok frarådet at deltage i offentlige arrangementer med mange mennesker på grund af risikoen for terror, men selve festlighederne skulle afholdes på et stadium inde på militærets område og derfor var sikkerheden meget høj. På intet tidspunkt følte jeg mig i fare og stemningen var god.
Jeg er lidt usikker på årsagen, men af en eller anden grund var det kun kvinder, der kunne få lov til at købe billetter ved indgangen og Sarah blev derfor udstyret med nok penge, så hun kunne købe indgangsbilletter til os alle. Hun måtte samtidig købe billetter til to unge fyre, der desværre var kommet afsted uden en kvinde til at betale for sig – Det var den omvendte verden.
Det udviklede sig til en vildt hyggelig aften, hvor vi fik smagt på mange forskellige retter fra hele verden og vi fulgte nysgerrigt med, når vi blev introduceret for noget nyt. Her kunne vi få pink thé og sexede kyllinger.
Det var ved dette arrangement, at det for alvor gik op for mig, at der ikke er væsentlig forskel på danskernes måde at samles på i forhold til pakistanernes måde. “Lahore Eat” var centrum for festligheder, der nemt kan sammenlignes med mad messerne i Danmark og festivals i Dubai. Alle var glade og på scenen stod en lokal kendis og sang Ed Sheeran, mens publikum jublede. I baggrunden var en polo-match i gang, men ikke ret mange var så interessede kampen. I Pakistan er cricket den helt store sportsgren, som alle har en mening om.
Det var ikke nemt at finde et sted at sidde, så vi kunne nyde et aftensmåltid, men med lidt tålmodighed, beslutsomhed og charme lykkedes det os at kapre et helt bord for os selv. Igen lod vi vores nye værtsfamilie om at udvælge retterne, så vi kunne få smag for Pakistans lækkerier.
Det var SÅ hyggeligt at sidde der om aftenen, mens det begyndte at køle lidt ned, i selskab med en hel pakistansk familie, der ivrigt fortalte om deres traditioner og lærte os enkelte sætninger på sproget urdu. Det var som en varm sommeraften i Danmark.
Endnu engang blev det meget sent inden vi tog hjem og klokken nærmede sig 2.00, da vi lå i sengen. Heldigvis stod vi sjældent tidligt op og morgenmaden varede helt til kl 10.30 på hotellet, hvorefter vi kunne sove lidt længere.
Noget jeg har lært af kulturen i Pakistan er, at ud over et hang til stærk mad, så er pakistanere meget glade for at tage selfies – Og billeder helt generelt. Det blev faktisk lidt anstrengende i længden, når alle skulle nå at have et billede af samme opstillinger på samtlige telefoner, inden vi kunne komme videre i dagens tekst. Men jeg er nu engang meget glad for, at Sarah trods alt fik taget en masse billeder, som jeg nu kan bruge til at samle minderne fra en god tur med.
Af hjertet tak Sarah 🙂
