Den sidste dag i Pakistan var, for os, den store-shoppe-dag. Vi havde håbet på, at denne dag ville komme, men vi var alligevel aldrig helt sikre på det. Planerne havde det undertiden med at ændre sig og vi ville bare gerne have et stykke af Pakistan med os hjem.

Vi kom heldigvis afsted på den store shoppetur, men ikke helt som vi havde håbet på – eller vi fik meget mere end vi håbede på. På intet tidspunkt havde Sarah og jeg haft penge op af lommen, da vores værtsfamilie havde været meget gavmilde. Så vi var begyndt at glæde os til, at vi endelig kunne slå os løs i Pakistans mange butikker. Muhammad insisterede imidlertid på, at vi lod ham og nevø’en Umer om at prutte om priserne og ligge pengene ud for os – det var mest praktisk sagde han. Vi indvilligede modvilligt, så længe vi kunne gøre regnskabet op senere.

Selve butiksgaderne og markederne havde et ugennemskueligt setup, så vi var glade for, at niecen Sara var taget med os. Da Sara var meget insisterende på at give os en gave, fandt jeg de mindste armbånd jeg kunne finde, så det ikke skulle koste hende noget særligt. Alle de gaver gjorde mig usikker og jeg havde jo selv medbragt penge, som jeg havde tænkt mig at fyre af.

På vores tur rundt i gaderne blev jeg draget af de mange farver, der prægede butiksvinduerne, så jeg fik hurtigt fyldt indkøbskurven med kjoler, bukser, smykker og souvenirs, som jeg glædede mig til atter at finde frem, når vi engang skulle tilbage til hotellet. Jeg opgav at følge med i budgettet, da Umer stod for det praktiske med at prutte om priserne og selve betalingen. Men jeg trøstede mig med, at det næppe kunne blive den helt store udgift – taget landets økonomi i betragtning.

Desværre fik vi aldrig lov til at betale Muhammad tilbage, for det han storsindigt havde lagt ud for os på den store shoppetur. Det hele blev givet i gave og jeg sad tilbage med dårlig samvittighed. Det var tilsyneladende ikke så nemt at bruge penge i Pakistan, når éns værtsfamilie, anså deres gæster som værende Guds gave.

Heldigvis havde vi selv medbragt lidt gaver fra Dubai og Danmark til hele familien. Det dulmede lidt på den voksende dårlige samvittighed, jeg havde over at ligge familien til last.

Selv havde jeg købt en bog til Muhammad om “dansk hygge” og den gave passede perfekt ind i den situationen, der pludselig opstod, da vi alle begyndte at uddele gaver til hinanden.

Søsterens hjem var fyldt med varme, hygge og kærlighed, som vi sad der i stuen efter vores store shoppetur. Sarah og jeg havde så meget at takke for på denne sidste dag, hvor vi nu endeligt skulle sige farvel til den familie, som havde behandlet os som konger på vores rejse til Pakistan. Og det var her i dette øjeblik, at vi officielt modtog en invitation, givet af Muhammads søster, til Umar’s forestående bryllup i Pakistan til næste forår. Nu var vi virkelig blevet en del af den pakistanske familie.

Inden vi skulle sige farvel til vores nye familie, var der tid til et sidste eventyr. Vi var inviteret med hele familien til Lahores Food Street i byens ældste del, hvor maden efter sigende skulle være helt fantastisk.

Det var en gade fuld af liv og farverige bygninger. Der var masser af gadeunderholdning, aber og papegøjer. Der var spas og gøglerier.

Mit højre øje drillede mig stadigt, men øjendråberne havde hjulpet så meget, at jeg kunne nyde den sidste aften og lave sjov.

 
 

Faktisk havde vi det SÅ sjovt, at jeg kom til at tisse en lille smule i underbukserne, da vi lod os overtale til at klæde os ud til offentlig ydmygelse på åben gade. Der blev taget så mange billeder af os, at jeg selv begyndte at tro på, at jeg var skønheden selv, men da jeg efterfølgende så billederne, mindede jeg nok mest om en pirat på afveje.

Selve middagen blev nydt på en restaurant fra tagterrassen med udsigt over den gamle bydel, Lahore Fort og den store Moske. Aldrig havde jeg forestillet mig Pakistan så smuk om aftenen og jeg var glad for, at vores sidste aften var endt her, hvor det hele begyndte.

Jeg er ikke bare blevet en oplevelse rigere, jeg er blevet en hel kultur klogere. Jeg troede jeg vidste så meget om Østens mystik, men min horisont er konstant under udvikling – og heldigvis for det.

Vi glæder os begge til at vende tilbage til Lahore til foråret, når Umer skal giftes. Og næste gang er vi måske bedre forberedt på vores møde med Pakistan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.