Meget tidligt blev vi hentet af en tuk-tuk på strandhotellet i Mirissa. Klokken var kun 5.30 og vi havde alle meget små øjne, men vi glædede os til sejlturen, hvor vi skulle ud og spejde efter hvaler. Allerhelst ville vi gerne se blåhvaler, men i naturen er der ingen garanti og fair nok, hvis blåhvalerne ikke er lige så begejstrede for mennesker.

Ligesom i nationalparken gælder princippet om først til mølle. Der er “Whale Watching” til de få, der står tidligt nok op, da der heldigvis er begrænsning på antallet af både, der må stævne ud og forstyrre livet på havet.

Vi fik serveret morgenbrød samt kaffe ombord på båden og pigerne synes, at det var helt fantastisk med picnic på søen.

Der gik dog ikke ret lang tid inden pigerne og jeg blev så søsyge, at resten af turen var spildt på os. Anna måtte kaste op i en pose, mens Emma og jeg kæmpede med at holde os nogenlunde oprejste i sædet.

Vi talte timer og minutter indtil vi omsider kunne vende tilbage mod kysten efter at have spottet delfiner i spring langs siden af båden samt spækhuggere, der blev ved med at forsvinde for øjnene af os.

Jeg havde glemt at kalkulere med søsyge, da jeg planlagde vores rejseprogram derhjemme, men det lød bare fedt med en hvaltur. Og jeg er sikker på, at alle de andre ombord på båden, der ikke hang hen over rælingen og gylpede, fik en fantastisk oplevelse med sig hjem fra turen. Jeg var bare lykkelig for at gense sengen, da vi atter var tilbage på strandhotellet. Klar på en sidste køretur og det sidste hotel i Sri Lanka i denne omgang.

På vej ud af strandbyen Mirissa kørte vores chauffør ind til siden. En flok “fiskere” stod ved vejkanten og vinkede til turisterne for at tjene en skilling som udstillingsdukker i vandkanten. Tidligere var det almindelig brugt, at de lokale fangede krebs og fisk siddende på pinde i vandet. I dag sidder folkene mest på pindene for turisternes skyld. De tager éntre på gangbroen og smiler til fotografen mens de rykker lidt i fiskestangen. Vores guide var ikke helt enige i den “høje” pris, men vi trak mest på skuldrene og gav hvad de forlangte. For os var det småpenge og jeg synes faktisk, at det var en kreativ måde at skaffe penge til familien på.

Vi fortsatte til Galle Fort på vores tur fra den sydligste del af Sri Lanka op mod hovedstaden Colombo ved vestkysten.

Galle by blev oprindelig bygget af portugeserne i slutningen af 1500-tallet, men blev senere overtaget af Hollænderne i 1700-tallet. I dag er hele fortet på UNESCO’s verdensarvliste fordi området har stor arkæologisk værdi.

Her får I lige et billede af en “crazy jumper” som et andet godt eksempel på kreative måder at tjene penge på 🙂 Ikke at jeg støttede hans dødsprojekt, men jeg imponeres af hans opfindsomhed.

Vi blev ikke ret lang tid ved Galle Fort. Vi fik fornemmelse af, at vi var under tidspres og vores guide var ivrig for at få os tilbage til bilen, så vi kunne fortsætte køreturen mod Colombo. Vi havde flere stop undervejs og der var stadig en del af Sri Lanka’s kultur og historie som mr. J gerne ville vise os.

En skildpaddefarm var det næste stop på ruten. Desværre indsamler uvidende srilankanere skildpadde-æg, som de finder begravet i sandet og sælger dem på det sorte marked. Skildpadder kan blive op mod 200 år og derfor tror nogle, af de ældre i Sri Lanka, at æggene har en livsforlængende virkning. På skildpaddefarmen tager de imod æg, som frivillige har fundet og udruger dem. Når Skildpadderne er gamle nok, bliver de sat tilbage i naturen.

Udover de mange babyskildpadder så vi også ældre handicappede skildpadder, der havde mistet én eller flere luffer til skibspropeller. Ude i naturen ville de ikke have en chance for overlevelse, men farmens ejer lærer skildpadderne, hvordan de lever med deres handicap. Derefter sættes de ligeledes tilbage til havet.

Skolebørn inviteres gratis ind på farmen, hvor de bliver undervist i skildpaddernes liv og vigtigheden af at passe på naturen.

Vi brugte omkring en halv time ved skildpaddefarmen, hvor vi også fik muligheden for at holde nogle daggamle skildpaddeunger i renvaskede hænder. Vi var svært begejstrede – også fordi det ikke var med som en del af rejseprogrammet. Det må være én af de største fordele ved egen guide på turen.

Ganske få kilometre fra skildpaddefarmen gjorde vi endnu engang holdt. Vores guide ville minde os om et vigtigt kapitel i Sri Lanka og resten af Asiens historie. En vigtig og meget tragisk historie tilbage fra 2004.

Det er historien om Tsunamien, der slog 300.000 mennesker ihjel og som ødelagde alt på sin vej. En katastrofe så stor, at den aldrig vil blive glemt.

Det var hjerteskærende at gå igennem et hus, der engang var et hjem for en familie og i dag er et fotomuseum med billeder fra en gigantisk naturkatastrofe.

Pigerne sad i bilen og ventede på os, mens vi gik rundt i huset med tårer i øjnene. De ville næppe kunne forstå de skræmmende billeder eller børnetegningerne fra de efterladte. Jeg forstod det ikke engang selv.

Dette sted har uden tvivl gjort det største indtryk på mig. Det var samtidig sidste stop på vores rejse rundt i Sri Lanka inden vi nåede Colombo og rejsens ende-destination.

Vi nåede frem til hovedstaden ved mørkets frembrud og det var på hotellet, at vi måtte sige farvel til vores trofaste guide og chauffør på hele rejsen. Det var med en lille klump i halsen, at jeg takkede for deres venlighed og hjælp rundt i Sri Lanka. Det var svært at finde ord, der kunne beskrive min taknemlighed for disse to mennesker. Og de fik alle de penge vi havde gemt til dem som drikkepenge. Og vi var ikke fedtede.

Vi fik også en lille gave af bureauet, som tak fordi vi valgte dem på vores rundrejse.

Jeg ved ikke, om jeg tidligere har skrevet det, men vi kan til enhver tid anbefale Best Holidays, som rejseplanlægger og ledsager rundt i Sri Lanka.

For engangsskyld kunne vi sove længe og vi stod først op, da vi var færdigudhvilet. Kufferterne blev pakket den allersidste gang og morgenmaden blev indtaget med udsigt til Colombo’s travle havn.

Vi blev hentet af en bil på hotellet, som kørte os direkte til lufthavnen, hvor vi kunne slappe af i loungen indtil vi skulle boarde. Blomsterbuketten, som jeg havde modtaget af vores guide mr. J, blev ofret til Buddha i lufthavnen, sådan som jeg har set det i templerne.

Jeg er sikker på, at mr. J ville have værdsat den gestus.

Det er nu en uge siden, at vi kom hjem fra Sri Lanka. Skolernes juleferie er forbi og arbejdet er genoptaget. Jeg har flere gange tænkt tilbage på vores nytårsrejse som den bedste familieferie, som vi har været på. Det er mit håb, at vi en dag vender tilbage, når pigerne er blevet lidt større.

Sri Lanka og mr. J har inspireret mig og givet mig mod på at rejse endnu mere med familien.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.