I går kom vi hjem efter årets 2. staycation, der denne gang gik til Khor Fakkan, som hører til Emiratet Sharjah, ved østkysten, midt i et bjerglandskab og meget tæt på det nordliggende Fujairah. Khor Fakkan var vores backup plan, da vi oprindelige havde planer om at tage meget længere nordpå – til Mussandam i Oman, men pga corona restriktioner og krav om min. 6 måneders gyldighed i passet, valgte vi i denne omgang, at blive i UAE… det meste af turen i hvertfald.

Nu hvor Christine langt om længe er kommet til Dubai, havde vi booket 3 overnatninger på Oceanic Khorfakkan Resort & Spa, som var det eneste hotel, vi kunne finde i området. Standarden var lidt lavere end vi ellers er blevet vant til og som danskere kan vi jo godt lide at brokke os lidt, men ungerne synes, at det var et helt fantastisk hotel.

Oceanic Khorfakkan Resort & Spa (efter sigende 4-stjernet) og uden alkohol, fordi Khor Fakkan ligger i Sharjah.

Vi havde fri adgang til både strand og pool. Anna elskede bølgerne fra havet og Adam var vild med sandet. Emma derimod foretrak poolen, fri for sand og bølgeskvulp.

Stranden

Bortset fra morgenmaden, som var inkluderet i hotelprisen, så nød vi alle måltider uden for hotellet på restauranter og caféer i Khor Fakkan. Blandt andet på den lokale libanesiske restaurant, der lå inden for gåafstand af hotellet. Derfor betød det ikke så meget, at der stort set ikke var andet end dyr room-service på hotel-menuen.

Aftensmad på den Libanesiske restaurant på turens første aften.

Det har været en mere aktiv staycation end tidligere, men Khor Fakkan har så meget at byde på og er så væsentlig anderledes end det UAE, som vi normalt kender til. Desuden er temperaturen et par grader koldere end i Dubai, fordi det ligger i et bjergområde og tæt på vandet. Så vi var jo næsten nødt til at udnytte muligheden for både dags- og aftenture.

Al Rafisah Dam

Første stop blev allerede på vejen til hotellet fra Dubai ved Al Rafisah Dam, som minder lidt om Hatta Dam, hvor jeg fejrede min fødselsdag tilbage i Februar. Her kan man også tage ud på vandet i båd og så er der gå-ruter i bjergene, der leder hen til gamle forte og udkigsposter.

Temperaturen falder med stigningen i højden.

Selvom vi kom om eftermiddagen, var det desværre for varmt til, at vi kunne overskue en gåtur, som jeg ellers så gerne ville. I stedet holdt vi ind for at nyde den gode udsigt med en is. Børnene var desuden ivrige for at komme hen til hotellet og ned i poolen, så det blev et relativt kort ophold.

Byen Khor Fakkan byder på en blanding af fortidens historie og moderne turistfælder. Der er rig mulighed for at se gamle ruiner, helleristninger og fæstninger, der er flere hundrede til tusinde år gamle, hvilket i virkeligheden er en sjældenhed i UAE (og desværre ikke særlig velbevaret).

En gammel gravhøj i det fjerne, som snart forsvinder… ædt op af gravemaskiner og byfornyelse.

Der er desuden et museum, som vi desværre ikke fik tid til at besøge, i forbindelse med byens souq. Her brillerer Sharjah virkelig med deres særlige fokus på kunst, kultur og historie.

Khorfakkan Amphitheatre

Derfor har Sharjah også opført et moderne amfiteater til kulturelle begivenheder samt et stort kunstigt vandfald, der trækker turister til fra hele UAE. Det falder ikke umiddelbart i min smag, men er alligevel at foretrække frem for flere tåbelige skyskrabere og undersøiske hoteller.

Det kunstige vandfald i dagslys.

Vi konstanterede bare, at det var der og så brugte vi ikke mere tid på det. Børnenes fokus lå først og fremmest ved poolen, som blev afprøvet samme eftermiddag, vi tjekkede ind på hotellet.

Adam elsker poolen.

Vi var ikke super tidligt oppe efter den første nat på hotellet, så efter morgenmaden var det allerede blevet for varmt til udendørsaktiviteter, der ikke involverede poolen.

Derfor besluttede vi os i stedet, at tage på en biltur til Al Nahwa Cave, der ligger lidt spøjst placeret midt i et bjerglandskab langs snørklede veje i området tæt på Khor Fakkan.

Al Nahwa cave

Nahwa Enclave er et spændende område, fordi det består af både UAE og Oman territorium, der har oprindelse tilbage fra 1930erne. Og for at komme til Nahwa (Sharjah), skal man derfor igennem Madha (Oman).

Kortet, der viser Omans grænser midt i Sharjah.

Historien går på, at de klaner, der oprindelig var bosat i områderne, skulle tage stilling til, hvorvidt de ville støtte Sharjah’s herredømme eller Oman’s og under britisk herredømme blev grænserne trukket skarpt op i slut 60’erne. Så mens størstedelen af klanerne valgte at støtte Oman, ja så blev Nahwa altså en del af Sharjah.

Grænsen til Nahwa fra Oman.

Det var en oplevelse at køre igennem både Madha og Nahwa. Og selvom vi hverken behøvede pas eller visa, så var vi ikke i tvivl, da vi krydsede grænserne mellem UAE/Oman og Oman/UAE. Det var skørt pludselig at køre forbi Oman Post-kontorer og se Omani flag svaje i vinden.

Ingen forbindelse på telefonen.

Vi mistede først telefonsignalet og senere gps funktionen, så vi måtte køre samme vej tilbage efter vores udflugt. Det var meget primitive huse og bygninger, som vi oplevede i Oman-delen af denne enklave, mens Sharjah var gået all-in på at forny byudviklingen i Al Nahwa med moderne skoler og regeringsbygninger.

Bjerggeder

Bjerggeder og æsler vandrede rundt overalt blandt ruiner, mens nyt byggeri var efterladt kun halvt bygget og uden udsigt til nogensinde at blive færdiggjort. Til gengæld var der virkelig mange fine moskéer at finde på ruten.

Bjergæsel
Gennemkørsel i Madha, Oman.

Vores destination var Al Nahwa cave… en lille bitte bjerghule, der tydelig bar præg af at blive brugt som camping sted med bålplads og røgelsespinde.

Bjerghulen var måske lidt skuffende i sig selv og kan på ingen måde sammenlignes med Mønsted Kalkgruber i Viborg, men hey… vi kom for oplevelsen.

Mistet GPS-forbindelse i Nahwa nær grotten.

Og den tur skuffede altså ikke. Så selvom vi ikke kom afsted til Mussandam, så endte vi alligevel i Oman… uden pas og corona-test.

Endnu et tjekmark er sat på min bucket-liste 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.