Jeg synes, at det er på sin plads lige at mindes Emma’s 7 års fødselsdagsfest, som fandt sted herhjemme i weekenden. Desværre er der ikke ret mange billeder fra selve dagen, da jeg nød det gode selskab og derfor glemte alt om billederne… men det var altså bare en herlig dag.
Vi havde valgt at begrænse antallet af gæster af flere forskellige årsager. Tidligere har vi holdt store fester med mange gæster og selvom jeg synes, at det er super hyggeligt at samle alle vores venner og se de mange børn lege sammen, så har jeg altid haft følelsen af, at jeg ikke rigtig har haft tiden til at få talt med dem alle, inden de er på vej ud af døren igen.
Lige som til Anna’s fødselsdag, havde vi blot inviteret et par familier med børn. Derfor var der også ro og plads til, at vi kunne samles om bordet og spise hjemmebagte bamseboller og sludre hen over kaffen.
Gæsterne var inviteret fra kl 10.00 om morgenen og som altid var badebassinet slået op i haven, så børnene kunne nå at få sig en dukkert, inden det blev for varmt og bassinet forvandlede sig til et decideret hot tub.
Det virkede til at alle gæsterne havde en lige så dejlig dag, som os andre. Emma nød i hvertfald at være dagens centrum for en stund og ikke at skulle dele sin dag med Anna.
De sidste gæster tog hjem ved 15.00 tiden og med sig fik de en goodie cup fyldt med slik, som Emma havde forberedt aftenen før. Hun var svært tilfreds med resultatet, som jo også ser vældig imponerende ud.
Jeg kan ikke forestille mig, at Emma kunne have ønsket sig en bedre dag. Der var dyr kage med alt for meget fondant, venner, gaver og vandplask. Hvad mere kan hun have forlangt.
Oktober ser ud til at blive en helt forrygende måned og nu ser vi frem til, at Christine i nat lander i Dubai. I næste uge har børnene efterårsferie og så skal vi i øvrigt snart på staycation.
Ih altså, så meget at glæde sig til…