I fredags fyldte Adam 2 år. Et skarpt baby-hjørne blev rundet, synes jeg godt, at man kan kalde det. Vores lille dreng er pludselig ikke så lille længere. Det skal jeg lige vende mig til.
Der er dem, der synes, at 2-års alderen er den sværeste periode at gennemgå som forældre. For mig, har det altid været ynglings-alderen, fordi alting lige bliver lidt sjovere. Det er i den alder, at børnene begynder at forstå sammenhænge, begynder at kommunikere på deres helt egen logiske måde, begynder at danne personlighed og meninger. Det er så uendelig frustrerende og herligt på samme tid.
Det er blevet så meget nemmere at lege med Adam nu. Han er begyndt at interessere sig for biler, flyvemaskiner, computerspil og dinosaurer. Vi har efterhånden brugt meget tid med at kigge op i luften for at lede efter “koptore” og besøge den lokale byggeplads lige inden sengetid for at finde traktorer.
Jeg har ellers flittigt introduceret ham for dukker, kjoler og legekøkken for at skabe diversitet og balance, men det bider altså ikke rigtigt på ham.
Heldigvis elsker han også at lege med alt det Brio og Lego, som han har arvet fra pigerne.
Herhjemme blev hans store dag markeret helt uden fest eller fyrværkeri. Der blev dog plads til gaver, balloner og hjemmelavede romkugler.
Hen over weekenden tog vi på ørkencamping med telt og grill-udstyr, sammen med gode venner, sådan som vi bedst kan li’ det. Adam fik testet sine nye køretøjer i sandet og de voksne nød et vel assorteret ostebord med et glas vin til.
Adam’s anden fødselsdag var et hit. Og jeg ville ønske, at pigerne var lige så nemme at stille tilfredse, men jo ældre børn bliver, des større forventninger har de til deres fødselsdage… og det er sådan set også helt okay.
Indtil den tid kommer med Adam, så nyder jeg, at vores lille tumling stadig kan blive så begejstret, for så lidt.
