Det er første uge i sommerferien og solen har for alvor taget fat. I Danmark leger børnene ude i lækkert sommervejr og nyder ferien, men her i Dubai er det blevet for varmt til meget andet end den nedkølede pool. Jeg udnytter tiden uden arbejde og tager pigerne med til Alserkal Avenue, der står på min bucket-liste. I dag stod der kunst og kultur på dagsordenen.

Alserkal Avenue er et industriområde beliggende i Al Quoz. Det er et område dedikeret til kunsten med udskiftende udstillinger, workshops ,studio’s og caféer. Området er ikke umiddelbart særlig kønt og det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Udstillingerne er gemt i lagerhaller og det er ikke til at regne ud, hvad der befinder sig bag de lukkede døre.

Måske det var varmen eller måske vi bare var lidt uheldige med de døre som vi tilfældigt udvalgte, men min skuffelse var ikke til at skjule. Vagterne var tydeligvis nervøse og måske bange for, at jeg ville liste ubemærket ud af døren med deres installationer i lommen. Ihvertfald fulgte tre vagter i hælene på os og sikrede sig, at vi ikke rørte ved noget. Udstillingerne var ikke specielt børneegnede, selvom pigerne hurtigt blev tiltrukket af de stærke farver og de sjove former.

Jeg har aldrig rigtig forstået udstillinger eller museer, der ikke involverer børn. Det er for pokker vores/kunsternes fremtid. Jeg forstår, at børn ikke skal kravle rundt på udstillingerne eller ødelægge værdifulde værker, men der er masser af andre muligheder for at formidle kunst til børn i alle aldre.

Heldigvis var der et sted lige i nærheden, hvor børn er mere end velkommen og det var i virkeligheden årsagen til vores udflugt. Jeg har hørt meget om thejamjar og nu skulle pigerne have lov til at udfolde deres kreativitet uden begrænsninger.

Begge piger er altid blevet rost i skolen og børnehaven for deres kunsteriske evner. Især Anna er meget glad for at tegne. Således blev der malet og mixet farver til den store guldmedalje, for der var masser af malebøtter at vælge imellem. Bevæbnet med tre lærreder hver og alle de pensler, de kunne drømme om, var der rig mulighed for at kreere lige det, som de tænkte på. Der blev malet både regnbuer, snemænd og prinsesser til stor fornøjelse for os alle.

Efterfølgende måtte kunstværkerne ud på en bænk i solen og tørre, hvorved vi fik en time til at udforske Alserkal Avenue lidt mere på egen hånd.

Vi behøvede ikke at gå så langt i solen, for blot få meter længere henne af vejen lå en vaskeægte chokoladefabrik. Den slags, der selv kværner og udvinder kakao fra bønnerne for at omdanne det til den lækreste chokolade.

Og heldigvis er chokolade enormt børnevenligt og med smagsprøver er det et sikkert børnehit! Duften var ikke til at tage fejl af og Anna blev helt elektrisk, da vi trådte ind ad døren.

Igennem ruderne kunne vi se, hvordan chokoladen blev æltet, formet og finpudset af fabrikkens medarbejdere. Og i caféen kunne vi selvfølgelig købe alt den chokolade, som vi lystede. Vi besindede os dog og nøjedes med to kopper varm kakao i børnevenlige størrelser.

Jeg er sikker på, at Anna og Emma har fået en god start på sommerferien og jeg kan nu strege endnu en ting på min bucket-liste, men jeg er ikke helt færdig med Alserkal Avenue. Der være mere kunst at komme efter!

Til gengæld var thejamjar en perle, som varmt kan anbefales – der 2for1 med entertaineren. Vi fik 6 lærreder af 20×20 cm. for kun 115,5 dhs. inkl. alt udstyr. Det er en god pris for underholdning af børn i Dubai’s sommervarme.

Thejamjar holder desuden workshops for børn hele sommerferien, så det skal bestemt ikke udelukkes, at Anna og Emma også får muligheden for at svinge penslerne endnu én gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.