I torsdags fik Daniel den besked fra Teletronics, som vi havde frygtet allermest. I den sidste tid har jeg befundet mig i en osteklokke af ren fornægtelse. Jeg har lukket øjnene og håbet, at problemet gik væk af sig selv. Daniel er fyret, for kontoret har nu offentligt meddelt, at firmaet lukker i sin nuværende form. Kun 10 mand kan blive, resten må gå…

Inden i mig befinder der sig et hav af blandede følelser. En mærkelig følelse af lettelse over afklaring for en situation, der var ved at løbe ud af kontrol med løse rygter og konspirationsteorier. Men også tunge følelser af afmagt og uvished over fremtiden. Hvad skal der ske med os? Hvordan ser vores nærmeste fremtid mon ud? Hvor befinder vi os om 2 måneder?

Jeg har ikke grædt én eneste tåre endnu, til gengæld har jeg grinet og lavet masser af jokes. For situationen er tragisk-komisk, men ikke helt håbløs. Vi har masser af håb, men er samtidig realistiske. Der er en reel risiko for, at dette bliver enden på vores Dubai-eventyr og jeg ved, at familien vil glæde sig over vores hjemkomst. Jeg havde blot forestillet mig den beslutning lidt anderledes. At vi havde tiden til at glæde os over hjemrejsen og tiden til at sige pænt farvel.

Timingen er ikke helt god, men den er heller ikke helt dårlig – og det er med at have ja-hatten på, som Betina skriver til mig i en besked. For vi er mange, der befinder os i samme båd og der er mange dygtige folk, der lige nu hjælper hinanden i et uvurderligt netværk.

Skulle vi træffe valget og sende en container med vores habengut tilbage til Danmark, så er jeg fortrøstningsfuld. Der er så mange fede muligheder jobmæssigt og boligmæssigt. Og jeg har spottet drømmejobbet ved Kunsten i Aalborg, men i første omgang sætter vi alle sejl til for at udforske jobmarkedet i Dubai, Abu Dhabi eller Ras al Khaimah. Vi holder alle døre åbne.

For der falder altid appelsiner i vores turban og karma happens.

Vi er dog lidt tidspressede, for i Dubai kommer vi ikke langt uden gyldig visa og en tom bankkonto. Det er dyrt at leve i Dubai, så der er ikke meget elastik. Vi har en plan A, plan B og en plan C – og de er alle attraktive i mine øjne. Så vi er ikke slået hjem, men har dog fået en mavepuster af format.

Dubai er nådesløs og inshallah har fået en helt ny betydning for mig. I Dubai går alting enten alt for langsomt eller alt, alt for hurtigt. Helt ærligt ved jeg ikke, hvad jeg foretrækker mest. Det er en del af kulturen, som jeg nok aldrig vender mig til.

Uanset, så er der nye tider på vej og forandring fryder som bekendt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.