Jeg håber, at I alle er kommet godt i gang med det nye år og jeg krydser fingre for, at det bliver et bedre 2022. Lige nu er jeg umiddelbart ikke så optimistisk.
Vi sluttede ikke året af med et brag… det nye år begyndte, som det gamle sluttede… på et hotel i Dubai Parks and Resorts.
Vi lå i sengen på hotelværelset, da klokken slog midnat og det nye år kom snigende. Øjnene var meget små, men vi sov ikke. Nytåret blev skålet ind med lyserød boblevand, som vi selv havde medbragt. Pigerne sov til gengæld i værelset ved siden af vores sammen med Alona… for udmattede til at holde sig vågne. Det var den nytårsaften… godt med kort.
Vi ankom til Rove Hotel nytårsdag med regnen silende ned udenfor. For første gang i 2 år har det regnet i Dubai. Sidste års sidste dage og det nye års første dage har været usædvanlige våde. Vådt men godt.
På hotellet fik vi udlevet gratis billetter til Dubai Parks and Resort, som vi frit kunne bruge på én af de mange forlystelsesparker i Riverland. På grund af det ustadige vejr, valgte vi Legoland, som så mange gange før.
Det blev første år, hvor vi fejrede nytår sammen med Alona. Resten af hendes familie var i år taget til Philippinerne for at fejre jul og nytår, mens den sidste tilbageværende tante måtte blive hjemme i isolation som tæt “kontakt”.
Alona var, hele dagen, en smule nedtrykt og savnede resten af familien, men vi forsøgte at opmuntre hende så godt, som vi kunne og holde humøret højt. Alona var dybt taknemmelig og glad for at blive underholdt.
Vi brugte en del timer i Legoland, inden vi vendte tilbage til hotellet. Adam var heldigvis vokset siden sidste besøg i Legoland og var derfor også blevet stor nok til at prøve Duploland med mere.
Med så meget energi fyret af i løbet af dagen, blev det altså ikke til så meget gas om aftenen.
Nytårsmenuen blev, ligesom de tidligere år, nydt med fri buffet, kulørte drinks og for fuld musik ved Lapita Hotel… men trætte børn og voksne satte en dæmper på festhumøret. Det “dårlige” vejr havde desuden sendt festen indendørs i år, så vi kunne ikke nyde fyrværkeriet på samme måde, som vi havde håbet. I stedet tog vi tilbage på værelset, hvor vi gik tidligt i seng.
Det blev en dyr afslutning på året. Meget dyre end nødvendigt.
I år vil vi forsøge at være bedre til at sætte penge til side og spare op til pensionen. Selvom vi har været gode i år, så er nytårsfortsættet at blive endnu bedre og gøre os nogle gode investeringer. Tiden vil vise hvilke.
Nu er 2022 i hvertfald skudt i gang. Det bliver et nyt corona-år med de samme restriktioner om håndsprit, mundbind og social afstand.
Godt nytår, siger jeg bare.