Dubai Frame er endnu et stortslået byggeprojekt, som udgør et af Dubai’s nye ikoniske attraktioner – verdens største (selvfølgelig) billederamme. Det store bygningsværk er placeret strategisk og centralt i landskabet med den gamle del af Dubai på den ene side og den nye del af Dubai på den anden. Det har taget ganske lang tid at gennemføre projektet, angiveligt pga. en retssag, hvor byggeherren havde “lånt” designet uden at spørge arkitekten om lov først , men i januar 2018 åbnede The Frame endelig dørene til offentligheden og lige siden har den stået på min mentale (og nu fysiske) bucketliste.

Vi har ventet med denne udflugt til Christine skulle komme, så hun også kunne få del i oplevelsen, selvom vi ikke rigtig vidste, hvad oplevelsen indebar.

Egentlig er bygningen bare én stor billederamme, hvor indgangen er placeret midt i bunden af rammen. Efter en security check sendes vi op ad en rulletrappe på et museums-repos, hvor vi kan læse lidt om Dubai’s historie fra britisk koloni til olie-imperium, mens vi venter på, at elevatoren skal tage os 150 meter op til toppen af guldrammen.

Heroppefra kan vi se til højre ud over den nye del af Dubai med sine høje moderne bygninger, byplanlægning med sirlige planlagte motorveje og grønne områder med beplantninger. Vi kan se til venstre ud mod den gamle del af Dubai med alt sit kaos, autenticitet, ensartethed og en tæt bebygget bydel.

Men vi kan også bare se direkte 150 meter nedad igennem gulvplader af dobbeltlaget glas.

Ud over udsigten, der blev temmelig forringet af en diset dag, er der ikke ret meget andet at opleve på toppen af The Frame. Selve rammen er kun 93 meter bred og der er ikke meget andet deroppe end en meget dyr snacks station og et par kameraer, som tager virkelig dårlige selfies for én, hvis ikke armene er lange nok.

Nå ja, og så kan man tegne på sådan nogle plader, der projekterer ens værker op på en skærm i ca 10 sekunder inden stregerne opløses ud i ingenting.

Jeg fik desuden fanget et par pokémon’s, men mere end 30 minutter kunne vi ikke få til at gå deroppe, inden pigerne tiggede om at tage elevatoren ned igen. Her blev vi mødt af fremtidens Dubai eller visionerne for Dubai om 50 år. Min helt egen personlige vurdering er, at Dubai har temmelig travlt, hvis de skal nå at vælte og genopbygge det halve af staten inden 2068, men det må de jo selv om. I første omgang skal de jo nå alle de andre skrupskøre projekter inden verdensudstillingen i 2020, men ambitionerne fejler ihvertfald ikke noget – hvis bare jeg kunne sige det samme om kvaliteten.

Og det er altsammen meget godt, men intet slår altså en lyn-smeltende is i 45 graders varme samt en kold iskaffe af køle sig på. Selvom pigerne næste gang også må nøjes med en iskaffe, for det der is er noget gratværk.

The Frame er nu vinget af på min bucketliste og jeg er glad for, at vi fik taget os sammen til at besøge Dubai’s nye seværdighed. Dubai er som altid enorm selvhøjtidelige og overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen.

Den er nu meget køn at se på, men er også bare lidt mere af det samme.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.