Der er ikke mange fordele ved sommeren eller Ramadanen for vesterlændinge som os, men jeg kan godt vende mig til de mange gode hotel-tibud og staycations, der lokker os expat’s til at blive i ørkenstaten… bare lidt længere. Vi er vilde med konceptet! Og i denne weekend gik turen til den nordligste emirat i UAE, nemlig Ras Al Khaimah.

Der er ialt 7 emirater, der til sammen udgør de Forenede Arabiske Stater. Mest kendt er nok Abu Dhabi, Dubai og Sharjah, der også udgør de tre største emirater. Vi valgte i denne omgang at tage turen til Ras Al Khaimah, da vi gerne ville besøge det højeste punkt i UAE inden Christine rejser tilbage til Danmark efter ét helt års skolegang i Dubai. Vi pakkede bilen torsdag aften til en enkelt overnatning på Hilton Al Hamra Beach & Golf Resort, hvor vi havde booket en suite.

Fredag formiddag gik turen 2 timer nordpå med kurs mod Jabal Jais, der med en højde på 1,934 m er UAE’s højeste bjerg. Selve turen op ad bjerget var snørklet og gav propper i ørene, men ruten var bjergtagende og udsigten formidabel.

Vi var selvfølgelige nødt til at gøre flere stop undervejs for at tage billeder. Heldigvis var temperaturen faldende, som bilen kravlede op af de stejle veje.

Der var flere viewpoints undervejs, hvor vi kunne holde ind til siden og sikkert finde kameratet frem. Der var ligeledes toiletter og skyggepladser på ruten, så turisterne kunne få tømt blæren.

Udsigten var selvfølgelig helt formidabel på toppen, men ikke noget særligt for små piger på henholdsvis 2 og 4 år. De hjemmesmurte madpakker var til gengæld et fryd for øjet og blev nydt i skyggen af et overdække på viewpoint 5 i nedadgående rute.

På vejen ned af bjerget måtte Daniel, meget tålmodigt, holde ind til siden flere gange, så jeg kunne tage billeder af alle de ting, der fascinerede mig, da udsigten var færdigbeundret.

Jeg skulle jo have et fint billede af de mange geder, der helt upåvirket af varmen hoppede dristigt afsted på veje og klipper.

Og så gik turen endelig mod hotellet, hvor vi havde fundet en god deal og booket et værelse med to store dobbeltsenge. Og efter en rask tur i den “nedkølede” pool bestilte vi roomservice og nød en sjælden stille aften i sofaen.

Næste morgen stod vi tidligt op og spiste morgenmad før solen for alvor tog fat. Jeg har glædet mig så meget til denne tur og især den oplevelse, der ventede på os lørdag formiddag.

Efter en sund og nærende omgang morgenmad (det er for pokker kun weekend to dage om ugen) tjekkede vi ud fra hotellet. Ungerne var spændte, da vi havde lovet dem en tur i vandland. Men da vi havde en lille time inden stedet åbnede dørene, så lykkedes det mig at overtale familien til at køre en tur forbi en vaskeægte spøgelsesby på vejen. Uhhh….

Christine var dog hurtig til at proklamere, at hun bare ville have lov til at sidde i bilens aircondition, for det der Ghost Town var altså ikke lige noget for hende. Men det endte alligevel med, at Christine og jeg traskede rundt under den brændende sol i en times tid for at opleve dette helt unikke sted.

Al Jazirat Al Hamra er en uopdaget skat, der vil få enhver historiker til at sitre af begejstring. En efterladt by, der blev grundlagt tilbage i 1400’tallet af perledykkere og sidenhen aldeles forladt i hast for blot 50 år siden.

En hel by bygget op i koraler og med tage af palmeblade. Jorden omkring husene er tilgroet og fyldt med tørrede, stikkende plante-frø, der borer sig op igennem fodsålerne og finder vej ind i de åbne sandaler. En faldefærdig moske står i den ene ende af byen og vidner om en civilisation, der engang havde sin daglige gang i gyderne mellem husene op til det helligeste af alle bygningerne.

Jeg gyser indvendig af alt den historie, som byen emmer af.

Det siges, at det spøger i byen og flere journalister har overnattet på stedet i håb om at fange et glimt af ånderne. Men enten er spøgelserne klogere end journalisterne og gemmer sig i flasken for natten. Eller også er ånderne det pure opspind. Omend ikke andet så er det vanvittig spændende.

Anna og Emma opgav kampen mod de stikkende planter og sammen med Daniel gjorde de klogt i at holde sig inde i bilen det meste af tiden. Jeg må indrømme, at solen var for meget og uden vand, var jeg nok tørret ind. Historien om byen hører i øvrigt til i et andet indlæg, for der er alt for meget at berette. Det er en gratis glæde at besøge den efterladte by, men lur mig om dette ikke får en ende på et tidspunkt. Hvis du en dag skulle forvilde dig til Al Hamra i Ras Al Khaimah, så gør dig selv den tjeneste at svinge forbi Al Jazirat, Old Town. Men gør det om vinteren 🙂

Jeg kogte, da jeg satte mig ind i bilen og med kold luft i røven, satte vi kurs mod Ice Land Water Park, der er én af de ældste og største vandland i UAE. Heldige for os, var der ikke umiddelbart andre, der synes, at vandland og 45 graders varme er en fed kombination. Men hvad ved sådan nogle vesterlændinge som os om det?

Jo, vel var det varmt, men vandet var koldt. Og så skulle vi ikke stå i kø nogle steder. Vi havde parken for os selv.

Der var et lille vandland til de små størrelser med rutsjebaner og springvand. Og så var der selvfølgelig de store mere selvmordsagtige dødsfælde-rutsjebaner for de større børn. Og de mere mor-venlige-rutsjebaner for pivskiderne.

Vi har haft en dejlig familie-weekend. En varm weekend, men nøj hvor har den altså været god!

Det var så Ras Al Khaimah…

And I absolutely love it 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.