Mens foråret får hele Danmark til at blomstre, så minder vejret i Dubai mest af alt om efterår i disse dage. Bladene falder af træerne og naboens blomster ligger spredt i hele vores have. Jeg har en mindre sandkasse i hovedbunden, tungen føles som sandpapir, ansigtet har fået en hård peeling og bussemændene hober sig op i næsen til morgen. Der er sandstorm, blæsevejr og øv-vejr.

Anna var ikke synderlig begejstret for at gå turen fra Emma’s nursery over til skolen her til morgen. Det blæser en halv pelikan og sandet går lige i øjnene.

Og sandet trænger ind alle steder, så det er godt, at vi ikke har astmatikere i vores familie. Anna så flere børn og mødre, der kom gående med masker på og tørklæder viklet hele vejen rundt om hovedet. Det kunne hun godt se det smarte i og overvejede et overblik om hun skulle rode skoletasken igennem for at finde noget, der kunne bruges til formålet. Men det tager kun 5 minutter at gå turen i rask trav, så det ville bare udsætte tiden.

De mange høje bygninger tager heldigvis en del af vinden og sandet, men der bygges alle steder i Dubai. Og der er stadig mange sandede “ørken-pletter” i landskabet, som vinden rigtig kan lege med. Der er sandfygning og vindtuderi.

Faktisk er vinden så hård, at bilalarmerne går i gang på gaderne og får hele sceneriet til at virke overdramatiseret. Det er jo bare et lille stormvejr, men sandet gør det hele meget værre. Og varmen slipper vi ikke for, selvom solen gemmer sig i sandstøvet. Selv poolen bliver lukket ned for en stund på grund af sandstormen, der i øjeblikket raser i Dubai. En mail sendes rundt til beboerne i Dubai Silicon Oasis med gode råd under vejrforholdene.

Hjemme i hulen er alt lidt mere rart. Her kan jeg sidde med en kop kaffe, mens jeg lytter til vinden og naboens vindspil på terrassen. Hvis ikke det var for min eksamensopgave, så havde jeg nok smidt mig på sengen og læst en bog på min nye kindle, som jeg stadig ikke har haft tid til at åbne. Den tid kommer og indtil da klør’ jeg på 🙂

God søndag og glædelig mors dag.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.