Hjertet banker lidt hurtigt og jeg ved ikke om det er fordi, at jeg har drukket for meget kaffe eller om det er fordi, jeg har været en smut inde på chefens kontor for at sige pænt farvel. Jeg har haft min sidste arbejdsdag på kontoret ved Aalborg Gummivarefabrik. Nu skal jeg dælme være ”housewife” – desperate or not.
Det kan godt være, at jeg liiiiige skal vænne mig til min nye titel, men nu er jeg så småt begyndt at glæde mig til alt den tid, jeg kan se frem til sammen med min familie. Det er på mange måder enormt grænseoverskridende at sige sin stilling op uden at have et andet job i baghånden. Arbejdet er jo nok blevet min identitet på samme niveau som det at være mor, hustru, veninde og JCI’er. Jeg har derfor bestemt mig for at være stolt af min nye titel og ikke lade mig styre af mine egne fordomme – så måske jeg skulle overveje et nyt visitkort.
Jeg har frygtet denne dag længe, men nu er det overstået og det har været en dejlig sidste arbejdsdag med rundstykker, pålægskagemand gaver, croissant og flødeboller (croissanten kom Daniel og Christine med?). Der var knus, kys og en enkelt tåre.
Der sker meget i denne periode og det har været en intens tid. I sommers lykkedes det os, at få vores skønne villa solgt på under en måned. I torsdags skulle vi så overdrage nøglerne til de nye ejere af smørhullet på Flagspættevej 4. Det var vemodigt, men også en lettelse at bevæge sig væk fra huset. Et hus, der bogstaveligt talt har fyldt meget i mit sind og nu, hvor møblerne alligevel befinder sig ude midt på søen i en container giver det ikke længere mening med et hos i Klarup. Mange minder har vi samlet her, men dem har jeg jo heldigvis lov at beholde.
Indtil turen går til Dubai bor vi til leje i et sommerhus på Blåbærstien og jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at tilbringe den sidste tid i Danmark. Desværre bliver det i denne omgang uden farmand, da Daniel allerede er rejst. Det var hårdt at sige farvel til ham i Aalborg Lufthavn velvidende, at vi genforenes om blot to uger. Heldigvis kan vi se tilbage på en dejlig sidste aften sammen. Mens musikken drønnede ud af højtalerne fra ynglings CD’en “Hjullene på bussen – og andre børnesange” dansede Anna og farmand månen helt omkuld.
Anna er helt med på, at far er ude at flyve. Knap så indforstået med flyvemaskinen som koncept og i hendes fantasi flyver Daniel i en kæmpe elefant magen til den, der står til pynt i reolen. Det er så simpelt at være to år gammel 🙂
Ved hjælp af Skype følger vi ivrigt med i Daniels visaproces, så vi er MAX klar om 2 uger, når familen atter er samlet. Desværre kommer vi til at savne vores Christine uendeligt meget og familien kommer til at mangle et medlem indtil hun atter er blandt os.
Der er så meget at glæde sig til, men desværre også en del at savne.
