Langt om længe er familien samlet i Dubai. Den flyrejse som jeg frygtede så meget, er nu overstået. Jeg havde undervurderet mængden af håndbagage, som jeg insisterede på at slæbe med mig og det viste sig, at blive min største udfordring på rejsen. At skulle håndtere to piger på henholdsvis 1 og 2 år, samt 3 rygsække, 1 trolley og 1 håndtaske var måske lidt i overkanten. Heldigvis var både flypersonale og medrejsende klar med en hjælpende hånd. Jeg følte mig desuden velsignet over, at begge unger gik kolde allerede inden flyet lettede fra Kastrup og dermed fløj 2 ud af 6 timer bogstaveligt talt afsted.
De sidste 4 timer krævede dog en usædvanlig underholdende mor, der heldigvis havde pakket mere end én taske med nye legesager og godbidder. Og så opførte ungerne sig eksemplariske på hele turen uden sure demonstrationer og trille-ture på gulvet.
Anna var glad for endelig at se farmand i lufthavnens ankomsthal og jeg er sikker på, at Daniel var mindst lige så lykkelig. Selvom ungerne var trætte og klokken mange, da vi ankom til hotellet, var ungerne ikke umiddelbare klar til seng. Det nye legetøj skulle stolt vises frem og hotellejligheden efterses i alle kroge. Det blev en hyggelig nat, hvor hele familien delte den samme dobbeltseng.
Fredag/lørdag er weekend i Dubai og familien havde derfor et par dage sammen, inden Daniel skal på arbejde igen søndag. Vi arrangerede derfor en tur til Dubai Mall, der er blandt verdens største indkøbscentre. Inden da blev vi nødt til at investere i en ny klapvogn, der gjorde turen mere behagelig for os alle. Det er ikke til at sige, hvad der hittede mest i Anna-land, men jeg er sikker på, at Metroen stod højt på listen sammen med rulletrapperne. Derudover var en turen i karrusel en stor oplevelse for en lille pige.
I det store indkøbscenter gik det op for os, at Annas sandaler var ALT for små og storeståen tittede ud. Så vi måtte på jagt efter nye sandaler til pigen og lillesøster skulle selvfølgelig ikke snydes. Pigerne har begge god smag og en hel særlig forkærlighed for sko – dermed blev familien lidt fattigere og søstrene en del gladere.
Efter en tur på caféen Eataly, som jeg har drømt om lige siden min sidste tur til Dubai, tog vi en taxa hjem. Ungerne fik et bad, nattøj og et sidste kram inden de blev lagt i seng. Det krævede dog lidt overtalelse, at få de fine nye sandaler vristede af tøserne.
Nu sover ungerne og der er tid til, at vi kan surfe boligområder i Dubai. Snart skal vi tage en stor beslutning om, hvor familien skal bo. Det virker umiddelbart som lidt af en jungle med mange muligheder. Blandt andet har Daniel vist mig området “Sustainable City”, der er et boligområde, hvor ALT bliver genbrugt. Det er ikke tilladt at have egen bil i området – til gengæld får du udleveret en El-Golf bil sammen med lejligheden. Det er en skør, skør verden.
http://diamond-developers.ae/the-sustainable-city
Den næste tid bliver hektisk, da vi gerne skal have fundet os en bolig inden containeren med vores møbler ankommer til Dubai d. 16. november. Vi er heldigvis født optimister og tror på, at det nok skal flaske sig. Indtil da bor vi fint i hotellejligheden i hjertet af Dubai.
Og skulle I savne mig hjemme i Danmark, så står Anna og jeg stadig midt på Boulevarden i Aalborg.
Jeg er i øvrigt stadig lidt i shock over, hvor nemt det er at ende på gaden – oversize 😉
På gensyn Danmark, vi ses til foråret.
