Jeg tror, at de fleste kan blive enige om, at det sidste år har budt på temmelig meget møg. Nu, hen over fastelavn, går det op for mig, at det var den sidste højtid, som vi nåede at fejre i sømandskirken sidste år, inden den store lockdown og inden epidemi’en blev erklæret pandami. Nu er cirklen dannet, et år er gået.

I weekenden mødtes jeg med Trude og familierne til en hyggelig dag med fastelavnsboller, leg og hjemmelavet fastelavnstønde.

Engangimellem foretrækker jeg faktisk disse mere “intime” form for fejringer, der ikke involvere for meget forberedelse og overskud. Vi får nemmere ved at tale om de ting, som rør’ os og som betyder noget. Vi får samlet op og samlet sammen. Der produceres energi til en ny omgang hjemmeskoling, isolation og restriktioner, som vi gang på gang skal forholde os til.

Jeg bliver lidt modløs, når vi tager to skridt fremad og bagefter ét tilbage. Men fremad det kommer vi trods alt.

For at holde humøret oppe søgte jeg den anden dag, efter 2020’s bedste nyheder og solstrålehistorierne. Jeg blev overrasket over, hvor mange gode skælsættende ting, der faktisk skete i 2020 på trods af Corona.

I 2020 blev polio udryddet i Afrika, Kina kom med udmeldingen om, at de vil være klimaneutrale i 2060 og Saudi Arabien afskaffede dødsstraffen for mindreårige. Og de var ikke de eneste gode nyheder. Der er masser af solstråle historier derude, vi har bare fokuseret på alt det negative, fordi det er nemmere at forholde sig til.

For mit eget vedkommende glæder jeg mig over, at vi i 2020 fik sommerhus og bød Adam velkommen til familien, men alt dette skete på trods af Corona. Jeg har derfor samlet 4 ting, der skete på grund af Corona og som betyder noget for mig og os som familie.

  1. Forlænget barsel
  2. Hjemmearbejdsplads
  3. Opsparing/Investering
  4. Flere onlinekurser og uddannelser

På grund af Covid-19 blev det muligt for mig at forlænge min barsel med næsten 2 måneder, fordi de danske grænser lukkede og der blev indført flyveforbud i det meste af verden. Med det fik vi pludselig færre visa-ansøgninger og dermed mindre arbejde i en periode, hvor vi plejer at have højsæson og overarbejde. Det var godt nok en forlænget barsel uden løn, men trods alt mere baby-tid i en ellers ultra-kort barsel.

Jeg fik desuden bærbar arbejds-computer og dermed mulighed for hjemmearbejde. Det betyder mere fleksibilitet i arbejdstider og i fremtiden.

Vi har sparet penge op under Corona-pandamien, fordi vi ikke har kunnet rejse, shoppe eller komme ud. De penge er vi begyndt at investere og for første gang i 5 år er vi begyndt at tale om pensionsordninger. Det var måske på tide, men heldigvis ikke for sent.

Med social afstand og nedlukninger, er de online tilbud på kurser og uddannelser blevet meget mere tilgængelige og udbudet større. Det er rigtig fedt, når man ligesom jeg, godt kan lide at blive klogere på verdenen og udvide sit kompetancefelt. Jeg er fan.

Corona er noget møg, men der er lyspunkter og stadige mange gode ting, at se frem til i det kommende år. Det er jeg sikker på.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.