Adam har i den grad set frem til sin 4 års fødselsdag med længsel. Det sidste halve år, har vi talt ned til den store dag og sat kryds i kalenderen. At blive 4 år er kæmpestort.

Nu hvor Adam har rundet 4 år, er det store barnesæde i bilen skiftet ud med en langt mindre siddepude, til store glæde for alle passagerer. Og selvom lige præcis den del ikke betyder så meget for Adam, er det alligevel en stor ting for alle os andre. Tiden går så hurtig.

I anledningen af Adams fødselsdag er mormor rejst hele vejen fra Danmark til Dubai, for at tage del i den store begivenhed. Hun er nu endelig gået på pension og er dermed fri som en fugl på træk.

Det gjorde bestemt ikke Adams dag mindre betydningsfuld eller interessant.

Da fødselsdagen i år faldt på en søndag, var vi frie til at gøre lige præcis det, som Adam allerhelst ville bruge dagen på.

Der var således pandekager til morgenmad….

… og selvfølgelig masser af gaver. Adam havde ønsket sig legetøjsbiler, Paw Patrol Sky flyvemaskine, bamser og boldpistoler.

Efter en rolig morgen, gik turen til Legoland, hvor vi brugte hele dagen på diverse forlystelser og på at samle stempler sammen til årets legoland-legoklods.

Til alt held var Adam lige præcis 105 cm høj og kunne dermed prøve langt de fleste forlystelser, næsten uden at snyde.

Han voksede yderlige et par centimeter, hver gang de ansatte brød ud i fødselsdagssang til ære for netop ham.

Ved indgangen til Legoland havde Adam nemlig fået udleveret en fødselsdagsbatch, så ingen kunne være i tvivl om, at det var hans særlige dag.

Dagen var så stor en succes, at vi sidst på dagen omsatte entrebilletterne til årskort, så vi snart kan komme igen.

Hjemme i Al Furjan havde Adam, som et særligt ønske, bestilt en stor chokoladekage og regnbue-is til dessert.

Fødselsdagen kunne ikke havde været afsluttet bedre. Der var smil på hele femøren, da Adam gik træt til ro. Sikke en fødselsdag det havde været.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.