Det var én af de nye praktikanter på konsulatet, der fortalte mig om Aya-Universe, da jeg spurgte ind til hendes weekendplaner i fredags. Hun havde ikke så mange informationer om stedet, men efter en søgning på Internettet, blev jeg hurtigt enig med mig selv om, at det også ville være et besøg værd for vores familie.
Daniel var heldigvis nem at overtale lørdag eftermiddag, da vi kørte afsted for at hente Anna efter en sleepover ved veninden. Han er for det meste klar på en spontan indskydelse, så længe det kan klares på en eftermiddag og ikke involvere en shopping-tur i West Elm… Vi kalder dem for ”even-ture”.
Aya-Universe åbnede tilsyneladende i Wafi-mall i december sidste år.
Hvordan det er gået min næse forbi, er mig lidt ubegribeligt, men jeg kommer heller aldrig i Wafi-mall, så det kan nemt være én af årsagerne.
Selve ”Universet” består af 12 separate rum med hvert deres lysende verden og sanseoplevelse, der aktiveres igennem musik, lysprojektorer, spejle, sensorer, vand, taktile overflader og trykbølger.
Et rent mareridt for epileptikere forestiller jeg mig.
Fra receptionen ved indgangen fik vi udleveret et sort rejse-pas hver, ala det vi kender fra Expo-2020, med plads til klistermærker og et oversigtskort i midten.
Med dem i hånden kunne vi følge ruten rundt, som var vi en tur i IKEA. Og børnene var helt med på den leg.
På trods af oversigtskort og pas, stod guider ligeledes klar i de forskellige rum til at lede os videre til den næste verden, så vi ikke skulle gå fortabt eller i vejen, for der var relativt mange mennesker denne lørdag.
Måske det var tidspunktet på dagen eller fordi vi var afsted i weekenden… Måske det bare var almindelig indendørs-kuller efter flere måneders hede i ørkenstaten, at folk flokkedes til Aya-Universe i Wafi-mall.
Alligevel kan jeg klart anbefale et besøg ved Aya-Universe til 1-1,5 times god underholdning i et smukt center, vi ellers ikke så ofte kommer forbi.
Der er ellers nok lys-shows at opleve i Dubai efterhånden, som eksempelvis Infinity Des Lumiéres i Dubai Mall, Imagine ved Dubai Festival City Mall, Burj Khalifa Light Show og Theatre of Digital Art i Souk Madinat Jumeirah, men jeg kan snildt anbefale dem alle og der er vel altid plads til et mere.
Det var god brug af en fredag eftermiddag og børnene elskede det.
Med Adam med på tur skal der helst ske noget og han er ikke meget for museer, hvor der ikke må ”pilles” ved tingene. Så vi bliver nødt til at være lidt kreative, hvis ikke vi skal bruge alle vores weekender i legeland.
Anbefalingen og billederne til inspiration er hermed givet videre til en varm sommerdag.
Skulle det være en anden gang.