Det er i dag en uge siden, at vi returnerede til Dubai efter knap 4 ugers sommerferie i Danmark. Børnene nyder stadig en måneds ferie, inden skolestart, mens Daniel og jeg er tilbage på kontoret bag hver vores pc.

Vi har været heldige med Eid i år, da vi kunne kombinere helligdagene med vores sommerferie og på den måde score lidt ekstra fridage. Det betyder i den grad noget, når ferien i Danmark, altid synes for korte.

På dette tidspunkt af året, er det ulideligt varmt i Dubai og den globale opvarmning, har bestemt ikke gjort det nemmere, at tilbringe sommeren i Dubai. Vi ser derfor altid frem til et par dejlige uger i Danmark, hvor både det gode vejr og familien lokker.

Og selv om det faktisk regnede en stor del af tiden, så havde vi også dage, der bød på fantastisk vejr med vandkampe, is-ture ved havnen i Hals og ture i det danske land.

Vejret var eksempelvis helt fantastisk, da vi gæstede Jesperhus Blomsterpart på Mors, som efterhånden er blevet en familietradition at besøge. Denne gang var det i selskab med kusinerne fra Viborg.

Jesperhus er for mig noget helt særligt, præcis som Fårup Sommerland er det, fordi der er så mange gode barndomsminder forbundet med stedet. Det vækker følelser fra en svunden tid og det gør mig så uendelig glad, at vi har muligheden for at skabe nye minder med vores egne børn, trods vi bor så langt væk.

Det gode vejr fik vi desuden udnyttet ved et besøg på Voergaard Slot til Middelalderdage. Og det var nøje planlagt efter et mislykkedes besøg et par dage forinden, hvor vi, efter at have parkeret bilen, vendte om igen, da regnen pludselig begyndte at piske ned i lår-fede stråler.

Regnvejrsdagene fik vi til at gå med hyggelige og kreative dage i sommerhuset…

Men også til flere udflugter i sommerlandet. For tredje år i træk kørte vi i feriens vildelse skybrud til Mors, hvor vi løste dette års mordmysterie på Højriis Slot. I selskab med mormor, Bjarne og onkel Martin er pigerne altid tændte på at skulle løse gåden, som den første.

Det er virkeligt sjovt, at gå rundt og lede efter sporene sammen. At følge de dygtige skuespillere rundt på slottet for at se, om de røber sig selv. Hvem slog hvem ihjel og hvor er rubinen mon gemt? Jeg elsker det faktisk… det er medrivende spændende for både voksne og børn.

Det blev også til en regnvejrsdag i Utzon Centeret midt i Aalborg. Jeg har været der et par gange tidligere under min studietid, men aldrig sammen med børnene, så det skulle selvfølgelig prøves. Det var mormors idé og lige som jeg er hun meget kultur- og kunstinteresseret.

Det er mit mål, at introducere børnene til så meget kunst, kultur og historie, som overhovedet muligt. Måske de fanger interessen for det… måske de bare vil huske det, som noget uendeligt kedeligt, de som børn blev slæbt med på.

Der blev desværre ikke så meget tid til at mødes med vennerne i år. Denne sommer, koncentrerede vi os om familien. Det sidste år har været hård med store tab, så vi havde brug for tiden med familien.

Men jeg er glad for, at jeg alligevel fik muligheden, for at presse en enkelt dag ud af kalenderen sammen med den skønne Sarah. Mens Daniel og børnene blev sendt til Viborg, så nød jeg dagen i bedste stil med spa, vingårdsbesøg, rundvisning på Himmerland Golf resort og den dejligste mad.

Der var desuden et andet vennepar, som vi havde set frem til at gense meget længe. Gamle venner fra Dubai, der rejste videre på nye eventyr sidste sommer og som nu har boet i Spanien i et år.

Det var et af sommerens højdepunkter og vi nød at bruge et helt døgn sammen i Hals. Og næste gang vi mødes, bliver det i Spanien… det har vi nemlig langt om længe fået aftalt.

Vi har i den grad nydt ferien i Danmark. En ferie, der sagtens kunne have været længere, men sådan er det vel altid.

Jeg har aldrig fortrudt, at vi rejste til Dubai for snart 8 år siden, men jeg synes, at afsavnet til venner og famile bliver hårdere med tiden. Det kommer med en pris, at bosætte sig i udlandet og det mærker jeg alt for meget nu.

Som altid sætter ferien i Danmark tankerne i gang. Det ville unægtelig være rart at bo tættere på familien og det danske vejr, der trods regn og hagl altså kan noget helt andet end det, som den støvede sandkasse kan tilbyde os.

Men for nu, er det her vi bor og det er altså også rart at komme hjem igen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.