Fra kvinde i Danmark til kvinde i Dubai
Jeg er svær utilfreds i disse dage… det er vidst mildt sagt. Faktisk har jeg meget svært ved at beskrive, hvad jeg føler. Skuffelse er nok det mindste ord, som jeg kan bruge i denne sammenhæng. Dybt suk.
(mere…)
Jeg blev i dag mindet om, at det nu er et år siden, at jeg tog ungerne og ca 5 stk håndbagage for meget med om bord på flyvemaskinen til Dubai, hvor Daniel ventede spændt på os. Det var med flere knuder i maven, at jeg tog afsked med alt det kendte i Danmark og sommerfuglene var forlængst jaget derhen, hvor de ikke længere kunne finde tilbage. Det var så sindsygt grænseoverskridende, at tage den lange rejse alene uden hjælp til to små børn, der i øvrigt aldrig havde været ombord på et fly. Forinden havde jeg boet alene med Anna og Emma i et sommerhus, mens alle vores egendele sejlede rundt på oceanet i en stor container. Daniel var taget i forvejen for at påbegynde visa processen, der skulle bane vejen til opholdstilladelse, bank og ikke mindst checkbogen. Jeg græd meget i den periode – forvirret, spændt, ensom og meget træt. Jeg nåede at fortryde vores beslutning mindst 1000 gange.
Langt om længe er familien samlet i Dubai. Den flyrejse som jeg frygtede så meget, er nu overstået. Jeg havde undervurderet mængden af håndbagage, som jeg insisterede på at slæbe med mig og det viste sig, at blive min største udfordring på rejsen. At skulle håndtere to piger på henholdsvis 1 og 2 år, samt 3 rygsække, 1 trolley og 1 håndtaske var måske lidt i overkanten. Heldigvis var både flypersonale og medrejsende klar med en hjælpende hånd. Jeg følte mig desuden velsignet over, at begge unger gik kolde allerede inden flyet lettede fra Kastrup og dermed fløj 2 ud af 6 timer bogstaveligt talt afsted.
Hjertet banker lidt hurtigt og jeg ved ikke om det er fordi, at jeg har drukket for meget kaffe eller om det er fordi, jeg har været en smut inde på chefens kontor for at sige pænt farvel. Jeg har haft min sidste arbejdsdag på kontoret ved Aalborg Gummivarefabrik. Nu skal jeg dælme være ”housewife” – desperate or not.
Det har været en hård morgen, nat og aften. Det har været nogle hårde dage – en hård uge. Men nu er containeren pakket og sendt af sted mod Dubai. Huset er tømt for møbler, nips og alle minder er forsigtigt pakket ind i bobleplast. Tilbage står kun et overflødighedshorn af skrald og ting til genbrug. Ungerne har hen over weekenden haft helle. Uvidende om alt den forandring, der venter dem, sidder de trygt sammen med farmor og farfar i Viborg. Som forældre vurderede vi, at det var en god idé, at de blev skånet for oplevelsen af at se deres hjem forsvinde ind i en container. Det går nu op for mig, sådan for alvor, at tiden er en knap ressource og det giver kriller i maven. Jeg GLÆDER mig, men er også skræmt fra vid og sans. Hvilken tilværelse venter mon på os i Dubai?