Jeg blev i dag mindet om, at det nu er et år siden, at jeg tog ungerne og ca 5 stk håndbagage for meget med om bord på flyvemaskinen til Dubai, hvor Daniel ventede spændt på os. Det var med flere knuder i maven, at jeg tog afsked med alt det kendte i Danmark og sommerfuglene var forlængst jaget derhen, hvor de ikke længere kunne finde tilbage. Det var så sindsygt grænseoverskridende, at tage den lange rejse alene uden hjælp til to små børn, der i øvrigt aldrig havde været ombord på et fly. Forinden havde jeg boet alene med Anna og Emma i et sommerhus, mens alle vores egendele sejlede rundt på oceanet i en stor container. Daniel var taget i forvejen for at påbegynde visa processen, der skulle bane vejen til opholdstilladelse, bank og ikke mindst checkbogen. Jeg græd meget i den periode – forvirret, spændt, ensom og meget træt. Jeg nåede at fortryde vores beslutning mindst 1000 gange.
Selve flyveturen gik ud over alle forventninger. Pigerne opførte sig heldigvis eksemplariske og sov en del af rejsen. Jeg gjorde mig mange tanker på den rejse, der dengang føltes så skælsættende. Det var derfor SÅ dejlig befriende, at se Daniel igen. Han stod og tog imod os med åbne arme og jeg måtte besinde mig for ikke at give ham et stort smækkys midt på munden. Den efterfølgende periode på hotellet husker jeg som en frustrerende tid. Vi manglede en stabil hverdag og temperaturen var overvældende – skønt vi kom sidst i oktober. Pigerne kravlede rundt på hotellets vægge og jeg brugte enhver lejlighed til at købe nye legesager, der kunne underholde vores afkom længe nok til, at Daniel kom hjem fra arbejde. Weekenderne blev flittigt brugt på mindre udflugter og boligsøgning. Det hele gik så hurtigt det kunne, men slet ikke hurtigt nok. Jeg var ivrig efter, at få en stabil hverdag – noget jeg ikke havde haft i flere måneder.
Og så endte vi her i Dubai Silicon Oasis. Et år er gået og meget er sket. Jeg fik min hverdag og pigerne fik deres. Vi trives hver eneste dag og tager stadig på udflugt i weekenderne. Ripe Market i Zabeel Park har endnu engang slået dørene op til en ny sæson og i denne weekend pakkede vi selvfølgelig bilen med tæppe og snacks, som så mange gange tidligere. Der var dømt familiehygge 🙂
Jeg har aldrig fortrudt vores valg, men det har været en hård opstart. Jeg glæder mig derfor over, at vi nu har taget hul på vores andet år, med en helt anden ro og følelsen af, at være hjemme.
