Der er sket så meget de sidste par måneder og jeg har svært ved at finde ud af, hvor jeg helt præcist skal begynde. Det føles som en uendelighed, siden jeg sidst åbnede denne side. Og jeg kan også godt se, at der det sidste år, har været sparsomt med historier. Det hele føles lidt som en anden tid.
Anyway… Vi er kommet godt i gang med 2023, men 2022 var på mange måder et skuffende år. Et år, der sluttede meget trist, da vi mistede to familiemedlemmer til kræft med blot en uges mellemrum. Det kom ikke bag på os. Vi vidste jo godt, at de var syge… meget syge endda, men det hjælper ikke rigtig på det tomrum de begge efterlader sig, da livet til sidst gik alt for hurtigt.
Jeg måtte sige farvel til min dejlige onkel, der havde været syg i knap et år. Og ugen efter tog vi afsked med Daniels far, min svigerfar og børnenes farfar. Det er så uendelig uretfærdigt, da de begge to kun lige havde taget hul på de glade 60’er.
Det er jo ikke fordi, at døden nogensinde kommer belejligt og jeg er virkelig ked af, at vi ikke nåede hjem i tide til en rigtig hilsen… vi må huske dem, sådan som de var i sommerferien og det er måske i virkeligheden også det bedste.
Til gengæld er jeg virkelig glad for, at vi allerede havde planlagt lidt over tre ugers juleferie i Danmark, så vi kunne være med til bisættelserne, gravøllet, urne-nedsænkelserne, papirnusseriet og bare være der for familien. Det var emotionelt og der var desværre ikke meget tid til andet end praktikaliteter i løbet af ferien.
Men det blev også jul og en dejlig en af slagsen, trods alt.
Børnene oplevede for første gang sne og brændeovnen lunede godt i sommerhuset, hvor især Adam for alvor nød den danske hygge.
Jeg tror, at vi alle nød juleferien i Danmark, trods omstændighederne. Det var dejligt at være ”hjemme” igen.
Nytår fejrede vi for første gang med vennerne fra Støvring, siden vi flyttede til Dubai. Det var så dejligt velbekendt og trygt.
Præcist, hvad vi havde brug for, for at afslutte året og begynde et nyt på en frisk.
Det er i situationer som disse, at vi for alvor mærker, hvor langt vi er væk fra familien. Det sætter unægtelig livet i et nyt perspektiv.