Julen kom og gik igen.

Det gik så hurtigt, at jeg ikke rigtig nåede at opfatte, at vi befandt os midt i den. Det skyldes til dels, at jeg ikke rigtigt har følt julen, siden vi flyttede til Dubai for 4 december’er siden. Mest skyldes det nok alle de forandringer, der er fuldt med nye jobs, nyt hus, ny kat, ny omgangskreds, nye fritidsinteresser og børnenes skoleafslutning.

Som de tre foregående år, har vi igen i år, fornemt besøg af mormor og onkel Martin. Det er altså noget, der hitter hos Anna og Emma, der længe har talt dagene til jul samt mormor’s komme.

Da vi igen i år har valgt at bestille julemaden udefra med kalkun, stuffing og pølser i svøb, lod vi os ikke stresse af madlavningen og tog til stranden i stedet for at bruge dagen i køkkenet.

Det er som regel altid Kite Beach vi ender ved. Ikke nødvendigvis fordi, at det er den bedste strand i Dubai, men det er den strand, der er bedst tilgængelig med gratis parkeringsplads tæt på vandet. Vi nød godt 4 timer ved strandkanten med vandmelon, vaffelis, kage og masser af vand, naturligvis. Dét er magi’en ved at fejre julen i 24 graders varme.

Omkring kl 16.00 var vi atter hjemme igen og klar på at fejre julen. Pigerne kom hjem til et juletræ halvt svævende over en bunke af julegaver, som julemanden meget belejligt havde fundet frem, mens vi gassede den ved stranden. Julemanden kunne nemlig låse sig selv ind med den magiske nøgle, som ungerne havde hængt frem til ham på hoveddøren.

Mens Daniel hyggede i køkkenet og varmede den hjemmebragte mad i gasovnen, på komfuret og i varmeskuffen, så hyggede vi andre med borddækningen. Det var nemt!

Menuen stod på kalkun, kartoffelmos, bagte grøntsager, stuffing, pølser i svøb og meget meget mere. Faktisk var det kun nødvendigt at varme halvdelen af det bragte mad. Emma og Anna fyldte begge maverne med den lækre kalkun, som Daniel havde skåret ud til dem. Mest af alt holder Anna af kartoffelchips… masser af chips.

Efter maden blev det tid til at slå mave, mens ungerne så småt begyndte at plage om gaver. Anna mente bestemt, at vi med fordel kunne tage dansen om juletræet inden risalamanden, så det var bedre plads i maven. Heldigvis ringede det på døren, inden vi kunne tage diskussionen og vi blev afbrudt af bjældeklang.

Af to omgange kom et julekor forbi, mens de sang julesange helt nede fra maven og inde fra hjertet. De samlede penge sammen i røde og grønne kuverter til gode formål. Det var hyggeligt og for os en helt ny oplevelse.

Endelig blev det tid til at danse om juletræet og pigerne kunne få deres gaver.

Juleaften blev endnu en succes og pigerne blev glade for deres gaver. Anna brugte den sidste halve time inden sengetid på at tale i telefon med Christine, så hun var helt opdateret på aftenen, inden hun skulle lande i Dubai.

Julen er børnenes fest og Anna’s i særdeleshed.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.