Mandag aften var Jordan-pigerne endnu engang samlet i Dubai Operahus, ligesom vi var det for 3,5 år siden tilbage i juni 2018, hvor vi mødtes til en Iftar under Ramadanen, lige inden to af pigerne flyttede tilbage til Danmark for en kort periode. Denne gang kom vi for at opleve de skrå brædder til en forestilling om et trekantsdrama, mord og mordforsøg…. men først og fremmest kom vi for det gode selskab.

Aftenen begyndte med en 3 retters menu og et glas vin i et lounge-område i operahusets Grand Circle Foyer. Middagen var inkluderet i billetprisen og gav os muligheden for at tale sammen inden selve forestillingen.

Jeg synes generelt, at den største ulempe ved at mødes i biografen eller teateret er, at vi ikke rigtig kan komme til at tale sammen uden at forstyre alle andre. Derfor var det fantastisk, at vi her fik frit lejde til at grine igennem, inden vi blev lukket ind i selve salen.

Dubai Operahus åbnede i 2016 og ligger lige op af Burj Khalifa og Dubai Mall, hvor der altid er gang i den. Det er en imponerede bygning, hvor der virkelig er gjort noget ud af indretningen. Fra foyeren havde vi ligeledes god udsigt til springvandet foran Dubai Mall og de oplyste restauranter ud mod vandet… der var næsten lidt julestemning over det.

I to timer sad vi og snakkede, inden vi blev kaldt ind til forestillingen med resten af vores vin i engangsbægere… praktisk, men ikke særligt opera-agtigt. Intet fancy-pancy-overklasse-gøgl der.

Selve forestillingen varede to timer plus 25 min. tissepause undervejs.

Her efterfølgende har jeg vurderet, at det var en god forestilling, omend knap så spændingsfyldt, som jeg havde håbet. Jeg havde ellers, forud for forestillingen, forberedt mig på en aften, hvor jeg skulle sidde helt ude på stolekanten og bide negle, klar på at gemme ansigtet i hænderne, når det blev allermest uhyggeligt. Men måtte konstatere, at der blev hoppet lidt hurtigt hen over den mest dramatiske del af opsætningen. Jeg havde desuden forventet plot-tvist og aha-oplevelser, men den del udeblev desværre også.

Alligevel var det en rigtig god oplevelse. Vi fik nogle gode pladser og havde et fint udsyn til showet. Prisen var ligeledes god og så fik jeg muligheden for en herlig aften i Operaen sammen med de skønneste kvinder.

Nu hvor jeg både har oplevet en teateropsætning og musicalen “Cats” i Dubai Opera, så må jeg konkludere, at en musical virker bedre i det store rum. Jeg synes, at teateropsætninger forstærkes bedre i mindre sale, hvor det er nemmere at leve sig ind i stykket uden den store afstand til scenen. Opera-sale er bedre skabt til høje lyde og store armbevægelser.

Det er i hvertfald min foreløbige konklusion. Så jeg må få lokket Daniel med i Operaen igen, til en aften med rabalder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.