Vores støvsuger er gået i stykker, men det er ikke derfor, at huset nu er fyldt op med sand. Det er nemlig slet ikke vores hus og vi har allerede købt en ny støvsuger som erstatning.

Med målet om at udnytte vintervejret til det maximale, fik vi i dag sat endnu et checkmark på bucketlisten, da vi kørte ud i Sharjah’s ørkensand i jagten efter en tilsandet by.

Vi tog afsted først på eftermiddagen og satte kursen mod Ghost Village Al Madam, der ligger omkring en times kørsel fra Al Furjan, hvis man tager den direkte vej. Men da vi ikke tidligere har besøgt byen, vidste vi heller ikke, at det var bagindgangen, gps’en førte os til, hvilket betød at vi måtte off-roade den sidste del af turen.

Heldigvis spottede en Toyota Hilux os, mens vi kørte forvirret rundt i området og chaufføren tilbød os venligt at vise vej til den tilsandede by.

Han var åbenbart vandt til turister, der jævnligt finder frem til bagvejen, hvor gps’en ikke længere er til ret meget hjælp. Men frem kom vi heldigvis uden det store besvær.

Der er desværre ikke ret meget information at finde om denne mærkværdige og forladte by, der ligger så langt væk fra det moderne samfund i Sharjah, at det har skabt stor undren hos de folk, der i dag ynder at gå på opdagelse i de glemte stuer. En række huse ligger begravet i sand fra gulv til loft overfor hinanden på en enkelt “gade” og for enden ligger “byens” moske.

Byen blev tilsyneladende grundlagt engang i 1970’erne og var et indledende forsøg fra regeringen på at skabe et moderne samfund, hvor landets nomader kunne bo i huse og dermed have fast ejendom med elektricitet og eget bad. Men projektet mislykkedes.

Der gik nemlig ikke ret lang tid, før folk igen flyttede ud af husene og forlod alt interiør. Elektriciteten var ustabil og folk havde svært ved at finde sig til rette i de nye omgivelser.

Da alle folk havde forladt husene, blev byen glemt og kun de lokale havde indtil fornyelig kendskab til stedet. Der var ikke interesse for dens eksistens eller historie. Og derfor er der i dag ikke nogen, der reelt ved, hvem der i sin tid boede i husene og ingen er senere vendt tilbage.

Byen er der bare og husene, står i dag tomme med intet andet end sand og ganske få genstande, der vidner om et liv før alt blev overtaget af naturen.

Noget tyder dog på, at den gemte by meget snart bliver “genfundet”, som en større turistattraktion. Der bygges i hvertfald veje, der snart fører direkte hen til den gamle by fra hovedindgangen… ligesom en ny port ind til byen er ved at blive bygget.

Det giver god mening, for UAE har reelt set ikke ret mange velbevarede bygninger eller monumenter af ældre dato at byde turisterne. Ligesom vikingerne, så byggede nomaderne ikke ret meget op i langtidsholdbare materialer. Det skulle bare være godt nok for en kort periode.

Så jeg er glad for, at vi endelig fik afsat tid til at besøge Al Madam og at vi ikke ventede til næste år… eller bare en måned. Selv sidst på eftermiddagen, her i begyndelsen af februar, var det varmt at gå rundt i solen. Til gengæld var der masser af skygge at finde i husene og det var sjovt at forestille sig livet i byen for 40 år siden.

For selvom 40-50 år ikke virker så gammelt, så er det alligevel en menneskealder her i UAE, der først blev grundlagt i 1971. Så meget er sket siden da.

Vi havde en helt forrygende familiedag i sandet.

Vi digtede historier om de folk, der engang boede i husene med de farverige vægge og hånddekorerede flisebeklædning. Børnene løb fra hus til hus og kaldte på hinanden.

Emma tog endda noter på sit medbragte papirark…. research til hendes planlagte Youtube-kanal.

Vi så desuden kameler, som hyrderne førte udenom byen og det er altid et hit i børnehøjde.

Og så konkluderede vi, at sandbakkerne i området er ideelle til ørkenkørsel og picnic. Så mon ikke, at vi vender tilbage sammen med venner til en begynder-køretur og med en transportabel grill i bagagerummet.

Det tror jeg nok vi gør.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.