Anna har gardening på Arbor School i Al Furjan… det vil sige, at hun har havearbejde på skoleskemaet, ligesom jeg havde håndarbejde, sløjd og madkundskab i folkeskolen. Anna er ret glad for faget, hvor hun lærer alt om fotosyntese, jordforhold og plantefrø. Det mærker vi også herhjemme, når hun lystigt spreder sin viden, mens hun belærer mig om ompotning, handskebrug og vanding. Hun går virkelig op i det!

Inden sommerferien hentede Anna mig ud i haven, hvor hun stolt fremviste en lille plante, der groede mellem vores blomsterbede.

Det er en melonplante!

Berettede hun stolt, mens jeg skeptisk så på planten, der mest lignede ukrudt.

Er du sikker Anna? Hvordan kan du vide, at det der er en melonplante? Er det noget du har lært i skolen?

Spurgte jeg Anna, mens jeg tog et billede af bladende, så jeg senere kunne google mig frem til et svar på internettet og spørge de kloge hoveder på de sociale medier.

Maj 2019, Al Furjan

Selv er jeg en dør til det med planter og have.

Jeg har selv plantet frøet, som jeg fik med hjem fra skolen. Jeg er helt sikker på, at det er en melonplante.

Både internettet og de sociale medier gav Anna ret. Det var en melonplante, der skød op fra sandet i mellem bedene. Det var i begyndelsen af maj måned og vores egen have-gartner var ikke imponeret. Han ville helst fjerne den, for den ville absolut ikke kunne overleve den hårde sommer med 50 grader og fuld dagslys. Men jeg kunne jo ikke så godt fjerne Anna’s plante og jeg bad ham derfor om, at lade planten være, så længe den var i live.

Oktober 2019, Al Furjan

Da vi kom hjem efter en måned i Danmark havde planten spredt sig til store dele af haven og her, næsten et halvt år senere, er der kommet vandmeloner.

Det er jo helt absurd at tænke på, at Anna har groet sine egne meloner i haven… med hjælp fra gartneren naturligvis, der har sørget for vand og gødning.

Det er dog Anna’s fortjeneste, at de er der. Med lidt held er der flere på vej, for der er masser af blomster og skud på planten. Til gengæld har solen med vintertiden flyttet sig og der er nu skygge det meste af tiden i haven.

Vi må dog melde succes, for Anna’s arbejde har bogstavelig talt båret frugt.

For nogle år siden havde vi en lille “kolonihave” i Silicon Oasis. Altså et stykke jord i en kolonihaveforening, som vi var så heldige at få tildelt, da vi skrev os på listen. Pigerne hjalp med at plante frø, men vi var ikke så gode til at passe jorden og alle frø var spredt rundt over det hele.

November, 2016 i Dubai Silicon Oasis

Jeg vidste ikke, hvilke frø vi præcist plantede, da der ikke stod navne på pakkerne og det hele blev noget rod. Anna kommer engang i mellem tanke om haven og vil besøge den, men den er forlængst borte og overtaget af nogen, der forhåbentlig er bedre til at tage sig af den.

Men nu har vi lavet vores egen køkkenhave på siden af huset. Jeg synes, at Anna fortjener det! Og Emma er samtidig lidt misundelig over de store meloner, der gror i haven. Sidste weekend var vi således ude i varmen for at makke have.

Torsdag fik vi handlet ind i ACE hardware store, hvor vi fandt redskaber og frø til haven. Fredag blev projekt “køkkenhave” til et familie-projekt.

Der blev tegnet og lagt planer. Der blev målt op, plantet, gødet og vandet.

Havedag

Det var ikke plads til alle de indkøbte frø i haven, da det viste sig, at en del af frøene kræver plads for at kunne vokse (en begynderfejl vi klart lavede sidste gang). Så vi har udvalgt 4 frø, plantet på 5 rækker.

Der er en række med Anna’s ærter, to rækker med Emma’s gulerødder, en række med Emma’s jordbær og sidst en række med Anna’s agurker (der skulle være ret invasive).

Emma’s sandkasse

Derudover har Emma en mystisk potte, der pludselig dukkede op med udefinerbart indhold… som sandsynligvis aldrig bliver til noget, men som bliver ved med at dukke op i sofaen, sengen og på køkkenbordet, hvor den efterlader rækker af sand fra det hul, der findes i bunden.

Resten af haven har i øvrigt fået et karakterløft og er nu blevet vinterklar med trampolin i haven, pyntesten i bedene, nye planter og lys i hele haven. Nu kan vi sidde ude og spise aftensmad, grille og drikke vores eftermiddagskaffe.

Allerede denne morgen, kunne vi spotte de første spirer fra Anna’s agurk-række, mens vi ventede på skolebussen… Selvfølgelig kommer Anna’s planter først, til stor fortvivelse fra lillesøster, der ser langt efter sine jordbær.

Agurk på vej, spottet 31. oktober 2019

Derudover har jeg spottet en spire i den blå krukke, som jeg har set Anna rende rundt og nusse om. Jeg undres over, hvad Anna denne gang har plantet og som er begyndt at gro.

Er det mon ukrudt?

Jeg må spørge hende, når hun kommer fra skole i eftermiddag. Med Anna kan man aldrig vide 🙂

Jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af vores køkkenhave. Omend ikke andet, så har vi meloner og et familieprojekt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.