Ramadanen er endnu engang over os og dagene suser afsted med reducerede arbejdstider og kortere skoledage. Det er skønt at kunne forlade kontoret tidligere og bruge værdifuld tid sammen med børnene. Samtidig er mormor stadig på besøg, så der er dobbelt op på familiehygge.

Højtiden i de Forenede Arabiske Emirater har ændret sig ret markant i de seneste år. Jeg husker tydligt de år, hvor straffen for at gå med en vandflaske ved højlys dag ikke blot kunne føre til sved på panden, men også store bøder, hvis det blev opdaget.

Sådan er det heldigvis ikke længere, men jeg savner alligevel mådeholdenheden. Tidligere var der noget magisk over Ramadanen, noget mere glitter over måneden. Men Ramadanen kan stadig noget helt særligt.

Det bedste ved Ramadanen er de mange muligheder for kulturelle oplevelser og lækre iftars med lokale retter i hele Dubai.

Ved Expo City, hvor vi i 2021 / 2022 havde stor glæde af verdensudstillingen under Expo2020, fejres der lige nu Hai Ramadan med boder, bazar, workshops og lysfest fra klokken 17.00 alle dage.

Der er desuden rig mulighed for kamelridning og henna-dekorering, hvis man er til den slags.

Ved solnedgang, omkring kl 18.30, affyres ramadan-kanonen, hvorefter fasten kan brydes og iftaren indtages.

Det er en slags folkefest, hvor folk samles. Efter solnedgang er der et leben i hele byen, som om folket først lige er vågnet.

Så snart solen er gået ned, bliver det hurtigt mørkt for selve skumringstiden er usædvanlig kort… ikke ligesom i Danmark.

Samtidig sænker temperaturen sig og luftfugtigheden stiger. Det er et skørt, skørt klima.

Ramadanens første Iftar nød vi i Expo City til en børnevenlig og lækker buffet. Desværre blev pigerne pludselig dårlige og aftenen endte lidt hurtigt.

Det var virkelig ærgerligt, for vi kunne sagtens have brugt længere tid i Expo City, mens vi slentrede rundt blandt nedlagte og eksotiske pavilloner fra en svunden tid.

Lige nu ligger alle tre børn syge med feber. Det er en hård omgang for mormor, som ligeledes er lagt ned med sygdom, for det er nemlig hende, der har fået den utaknemmelige rolle at servicere børnebørnene, mens Daniel og jeg er på arbejde.

Tid med børnebørn får hun ihvertfald rigeligt af for tiden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.