Det er snart 2 år siden, vi vinkede farvel til de skønneste venner i vores indkørsel, da familien rejste videre ud i verden… til det sydlige Spanien. Dengang lovede vi på spejderære, at vi selvfølgelig nok skulle komme og besøge dem, så snart de var faldet godt til i deres nye omgivelser.
Vi satte kurs mod Malaga 2. påskedag, men allerede inden flyet lettede fra Dubai, skred rejseplanen og vi måtte spæne igennem transit i Istanbul, for at nå det næste fly. Desværre havde vores kufferter ikke lige så travlt som os og det første døgn måtte vi derfor leve minimalistisk i vores ferielejlighed, indtil bagagen tirsdag aften blev afleveret ved døren.
Det betød i virkeligheden ikke så meget, for vi havde meget få planer lagt og derfor blev ingen planer ej heller ødelagt – Det var ren Mañana.
Det eneste der i virkeligheden betød noget for os, var udsigten til en hel uge i godt selskab og så skal der i virkeligheden meget til for at ødelægge den gode stemning.
Vi havde lejet en bil og en ferielejlighed, så vi var frie til at gøre præcist det, vi havde lyst til. Tirsdag brugte vi sammen med vennerne i deres nye hjem. Børnene legede sammen fra frokost til sen aften, mens de voksne hyggede på terrassen med vin og tapas.
Onsdag tog vi en familiedag i Mijas Pueblo, en bjerglandsby, der udover sine charmerende smalle gader, hyggelige byliv og historie, mest er kendt for sine æsel-taxaer.
Køreturen til bjerglandsbyen var bjergtagende omend udfordrende og vi var bestemt ikke de eneste turister, der havde fundet vejen til Majas Pueblo. Vi måtte kæmpe for at finde en parkeringsplads og væbne os med tålmodighed, men det var alt besværet værd.
Majas Pueblo står lige nu ret højt på min liste over favoritbyer, som jeg gerne vil vende tilbage til.
Selve byen var ikke så stor og gåturen rundt var derfor temmelig overskuelig uden at være kedelig. Jeg var især betaget af den lille katolske kirke, Ermita de la Virgen de la Peña fra 1586 og den botaniske sti med planter fra hele verden. Og så var hestevognsturen rundt om byen et kæmpe hit.
Jeg elskede alt ved vores dag i Majas Pueblo – stemningen, vejret, naturen, maden og roen. Jeg kunne sagtens have brugt flere timer i byen, men den friske luft havde taget pippet fra Adam, der faldt i søvn i Daniels arme.
Torsdag formiddag, mødtes vi igen med vennerne. Denne gang i en anden lille bjerglandsby ved Benahavís. Her havde vi aftalt at nyde forårssolen med en vandretur i de mest vidunderlige omgivelser.
Det var helt perfekt og turen gav os rig mulighed for at samle op på alt det tabte. Der blev talt, grinet og verdens situationen blev drøftet i timevis.
Og efter godt 6 km vandretur kørte vi op i landsbyen, hvor vi fandt den hyggeligste lille spanske restaurant, Las Cañas Viejas, der serverede den lækker tapas fra menu-kortet.
Stemningen var virkelig god. Pigerne klarede sig selv og Anna fik brugt sine spanske gloser, som hun har øvet sig på, lige siden hjerteveninden flyttede til Spanien.
I skolen faldt valget prompte på spansk, da hun skulle vælge et valgfagssprog og Duolingo er blevet flittigt brugt for at kunne sige “Quisiera una pizza por favor”.
Jeg nød virkelig vores dag i Benahavís og erkender, at foråret er det helt perfekte tidspunkt at besøge sydspanien, hvor alt står grønt og vinden er frisk på den helt rigtige måde.
Vores sidste dag sammen brugte vi i strandbyen Estepona, der er kendetegnet ved dens hyggelige strandpromenade og fiskerestauranter. Det var på alle måder en perfekt afslutning på en perfekt ferie.
Costa del Sol kan altså noget, som jeg så inderligt savner i Dubai. Klimaet, naturen, historien og så ligger det jo unægtelig tættere på Danmark og dermed familien.
Jeg er faldet pladask for Syd Spanien, Andalusien, Costa del Sol, Malaga… viva España. En uge var slet ikke nok og vi er alle enige om, at vi skal tilbage. Måske næste påske. Der er så meget vi ikke nåede og så meget vi skal have mere af.
Hasta vista España.
