Så kan jeg ikke holde det for mig selv længere. Det er nu helt officielt – Vi har fået hushjælp. Og jeg mener ikke den slags hjælp, der kommer et par timer om ugen for at feje skidtet ind under gulvtæppet. Vores maidsroom er nu beboet af en live-in-maid. Alona, der er en sød pige fra Filipinerne, er flyttet ind på adressen. Hele familien elsker hende allerede og Anna savner hende, hver fredag når Alona tager hjem til sin mor, der også bor i Dubai.
Hver dag gør hun huset rent og underholder ungerne når de vender hjem fra nursery. Hun støvsuger, vasker gulvet, ordner vasketøjet, stryger skjorterne og klarer opvasken. Jeg slipper for alle de sure pligter og er endda begyndt at fatte lidt interesse for madlavningen. Der er nu mere tid og overskud til ungerne – og det udnytter jeg. Vi laver gækkebreve, påskeæg, maler glasmaling, bager småkager og øver engelsk. Alona leger ofte med og det er så hyggeligt. Det er rart med selvskab herhjemme, når ungerne er afleveret i nursery. Der dufter af blomster og jeg elsker at høre Alona synge, mens hun tøffer rundt i huset. Hun er effektiv og klarer let det hele på en formiddag – så hygger hun på sit værelse med sin Ipad og TV indtil jeg har hentet ungerne igen. Nu kan jeg bruge den ekstra fritid på mit fjernstudie fra Copenhagen Business Academy, der tidsmæssigt fylder lidt mere end forventet, så det er rart med hjælpen i huset. Nu har jeg også ro til at søge job.
Vi havde egentlig ikke overvejet maid i særlig lang tid inden vi tog skridtet og ansatte Alona. Det virkede lidt overdrevet at ansætte en maid, når nu konen er hjemmegående – uden tilladelse til at arbejde. Uden bedsteforældre eller andet familie i Dubai, kan det dog være en udfordring at få mulighed for at tage alene ud af huset som mand og kone. Der er ingen til at se/høre efter børnene og derfor skal de altid slæbes med. Det er ikke altid særligt hensigtsmæssigt eller romantisk. Da Alona derfor stod og manglede en familie at flytte ind hos, så slog vi til. Hun har nu boet hos os 4 uger og det har været en “ren” fornøjelse. Daniel og jeg har således været på yacht-tour sammen med Daniels kollegaer – helt uden ungerne 🙂
Åh ja, livet nydes i Dubai. Gid det aldrig må blive sommer eller hverdag.
