I de sidste par måneder har jeg kæmpet en kamp med mit afgangsprojekt i International handel & markedsføring. Og i går lykkedes det mig endelig at få opgaven sendt ind til godkendelse ved Copenhagen Business Academy – et helt døgn før afleveringsfristen. Og det skulle selvfølgelig fejres med en biograftur.
Egentlig burde jeg nu forberede mig til min eksamen d. 8. juni, men jeg har samtidig brug for en pause fra en opgave, der efterhånden hænger mig langt ud af halsen. Jeg sagde mit arbejde op for at koncentrere mig om min uddannelse og jeg har endnu ikke nydt én fridag, siden jeg blev “arbejdsløs”. Det har været hårdt og til tider frustrerende, men jeg er så tæt på mål nu, at jeg bliver nødt til at fortsætte.
I går aftes nød jeg roen i mit hoved og tog med Daniel, Jan og Steffie i biografen til et godt grin. Vi havde selvfølgelig købt DU-tirsdagsbilletter til guld-biografen (to billetter for én’s pris).
Som altid fik jeg en lille skål blandet salt/karamel popcorn, der var tømt 20 minutter inde i filmen.
Guld biografen er lige det mere luksuriøs med tjenere, der modtager ens bestilling inden vi går ind i biografsalen og som kommer og serverer det lige efter reklamerne. Det kan virke lidt forstyrrende, når de kommer rundt i salen, men de er normalt meget diskrete. Et menú-kort viser alle de retter, som i øvrigt kan nydes i de bløde sæder under forestillingen og der mangler ikke noget.
Der er sæder med fodstøtte, der kan ligges helt ned og der er lune tæpper til den kolde sal. Og skulle der alligevel mangle noget under filmen, som en refill af cola eller popcorn, så er det bare at trykke på knappen og vupti…
Ikke alt guld skinner, men hvad gør det, når det i virkeligheden er vennerne, familien, oplevelserne og nu’et, der er det egentlige guld.