Det var så den jul! Julepynten blev i går pillet ned, juletræet er atter mast ned i en gammel flyttekasse og årets julegæster er tilbage i Danmark efter en uge i sydens sol. De er allerede savnet og har efterladt et tomrum, der nu fyldes ud af teenageren, der optager gæsteværelset. Nu gælder det snart nytårsaften.

Selvom både Daniel og jeg måtte arbejde helt frem til d. 23 december og juleferien, dermed begyndte lidt sent i år, så har vi nu nydt godt af flere fri-dage sammen med familien.

For at prøve noget nyt i år og i forsøget på at skabe dansk julestemning, tog vi i sømandskirken d. 23. december, hvor menúen stod på traditionel dansk julemad med flæskesteg, rødkål og brune kartofler. Efter maden var der naturligvis risalamande med mandelgave til to heldige vindere og præsten Carl underholdte os alle med en julefortælling.

Aftenen sluttede af med julebingo, hvor der både var præmier og sidegevinster at hente. Anna fik sin egen plade og fulgte nøjsom med, mens numrene blev kaldt op. Det var dog svært, for det gik hurtigt og tallene var på dansk. Heldigvis sad mormor lige ved siden af og hjalp i en hurtig vending. Desværre var der ingen præmier til Anna, men jeg fik da lidt julegodter og nisser med hjem til deling.

Selvom tiden gik hurtigt i julen, så blev der også tid til lidt udflugter. Vi var forbi Souk Madinat til Winter Wonderland… en tilbagevendende festival ved Madinat Jumeirah, hvor der er små boder, sneboldkampe, karruseller, julemænd og bådture, styret af en meget glad og solbrændt julemand.

Selvom Souk Madinat altid er en lidt halvdyr fornøjelse, så er det altid hyggeligt at vandre rundt blandt de små kanaler og inde i souk’en, hvor der kan købes lidt af hvert.

Vi var også nede ved JBR Beach og få morgenmad på vores #1 go-to café “Pots, Pans and Boards”, hvorefter vi gik en tur langs strandkanten og over broen til det nye område Blue Waters Island, der er åbnet som en halvø.

Det er her de bygger Ain Dubai – Verdens største pariserhjul, der skal stå færdig inden oktober 2020, hvor Verdensudstillingen kommer til Dubai. Det er i øvrigt et projekt, der har varet mere end 4 år og som påbegyndte i maj 2015… jeg er fortsat skeptisk, for vi hører så mange historier om det byggeri.

Et andet byggeri, der tog evigheder at udføre er The Frame Dubai, guldrammen, der ligger på skellet mellem den nye og gamle bydel i Dubai.

Ser du igennem rammen fra den ene side, har du således udsigten til den gamle bydel, der rummer Deira, Bur Dubai og Al Karama, mens du den anden vej har Jumeirah området med skyskrabere og moderne indkøbscentre.

Dubai Frame er et godt alternativ til Burj Khalifa. Det er knap så højt, men udsigten er mindst lige så god. På vej op i rammen bliver vi klogere på livet i Dubai for 100 år siden, mens vi på vejen ned, kan få et indblik i fremtidens Dubai – visionerne fejler ihvertfald ikke noget.

Selve juleaftenen gik godt. Pigerne fik tiden til at gå med leg sammen med nabo-børnene, indtil de fik lov til at åbne årets første julegave – en ny køjeseng til fællesværelset. Daniel og Martin måtte derefter igang med at samle sengen… noget der tog det meste af dagen.

Heldigvis havde vi som altid bestilt maden udefra, samme sted som de sidste to år. Det skabte en del ro omkring julen, fordi vi ikke skulle stresse med selve middagen. Risalamanden lavede vi selv og ellers stod menúen på kæmpe kalkun med masser af tilbehør.

Efter maden var der dans om juletræet og skønsang. Pigerne delte ivrigt gaverne ud, nu hvor de har lært at læse til-og-fra-kortene på pakkerne, hvorefter papiret blev revet af med jubel-råb til følge.

Dagen derpå stod først og fremmest i børnene’s tegn, hvor alle julegaver selvfølgelig skulle samles og afprøves.

Hvem der bare var barn igen!

Nu hvor julegæsterne er send retur til Danmark og vi venter på nytår, så har vi pakket taskerne til stay-cation. Om under en time tager vi på hotel og planlægger at bruge 2 dage ved poolen og i lego-land. Det fortjener vi…synes vi selv.

Godt nytår.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.