Og hvad laver din mand så?… Det er som regel et af de første spørgsmål, jeg typisk får stillet, når jeg møder nye folk (ofte kvinder). Den her verden ligger så fjernt fra den, jeg kender i Danmark. Og det er ikke fordi, at jeg er indgroet feminist, men der er stadigvæk et lille stykke vej til ligeløn, selvom Danmark er fremme i skoen, hvad angår ligestilling mellem mænd og kvinder.
Dubai har ligeledes visionerne for ligestilling blandt kønnene og arbejder hårdt på at nå SDG’s (Sustainable Development Goals) Gender Equality mål, som du kan læse meget mere om her. For at nå disse mål, har UAE igangsat flere initiativer, som eksempelvis at ansætte en kvindelig happiness minister. Hvis du er nysgerrig på, hvilke øvrige initiativer, som UAE’s regering har igangsat, så tag et kig her.
UAE er stolte over, at have opnået den højeste rank-placering blandt de arabiske lande i følge World Economic Forum’s Global Gender Gap Report 2017. Og det forstår jeg godt! Det er ikke fordi, at jeg normalt mærker den store forskel mellem kvinder og mænds rettigheder i hverdagen. I virkeligheden er det meget mere lavpraktisk. Jo flere penge, des flere rettigheder.
Det er heller ikke fordi, at kvinderne pr. automatik skal have mændenes tilladelse til at tage arbejde, kørekort eller få alkoholbevis. Her er det nemlig sponsoren, der skal give den nødvendige tilladelse. Altså den part, der tjener pengene eller arbejdsgiveren – da de har det overordnede ansvar. Vi kalder det en NOC eller “letter of no objection certificat”.
Når folk alligevel, helt indledningsvis, spørger mig, hvad min mand laver, så er det under den antagelse, at jeg sandsynligvis render lykkelig rundt derhjemme, med en café latte i højre hånd og et kreditkort i den anden. Men det gør jeg ikke af to årsager:
- Jeg har faktisk et arbejde at passe
- Daniel får en SMS, hver gang jeg svinger kreditkortet
At Daniel modtager en SMS hver gang, at jeg bruger kreditkortet og ikke omvendt er igen et udtryk for, at det er Daniels penge i Daniels Bank. Hvis min egen løn gik ind på en lokal bankkonto, så ville scenariet være det modsatte.
Og det er ikke fordi, at jeg ikke vil tale om Daniels arbejde, men jeg aner faktisk ikke, hvad han konkret render rundt og laver – altså ud over at drikke kaffe, lave teambuilding med kollegerne, gå til konferencer og klæde sig ud som Emirati. Til tider mistænker jeg ham for slet ikke at lave noget. Han er ansat i et “government owned company” og har alle fordelene ved at være offentlig ansat.
Jeg kunne såmænd nemt få tiden til at gå derhjemme som house wife. Det skal ikke være noget problem, at finde op til flere spændende hobbyer at kaste mig over. Og så er det jo helt acceptabelt, som kvinde at gå hjemme. Der er ingen, der sætter spørgsmålstegn ved det eller rynker på næsen over at “nasse” på systemet. Men med den danske kvindementalitet, så er det faktisk lidt svært selv at skulle acceptere, at det er okay bare at gå hjemme. Vi kommer hurtigt til at tænke på fremtiden, CV’et, kvalifikationerne og overtænke andres opfattelse af os som kvinder.
Og det påvirker i den grad, det ellers gode humør.
I UAE handler det helt grundlæggende om udbud og efterspørgsel. Hvis der er mangel på dine kvalifikationer, så er du i høj kurs, men hvis en inder, pakistaner eller filippiner kan udføre det samme stykke arbejde, så er du ikke længere interessant på arbejdsmarkedet. Af samme årsag kan en dansk tømrer, altså ikke forvente at få tilbudt job i Dubai.
Min egen løn udgør kun en meget lille procentdel af vores samlede indkomst. Den gør os ikke rige, men giver til gengæld luft til lidt ekstra luksus. Men som dansk kvinde i en dansk virksomhed, virker min løn dog svimlende høj sammenlignet den, som de “blå mænd” på byggepladsen må kunne forvente at skrabe sammen.
Der er folk fra den fattigste del af verden, arbejdere, der hver dag søger lykken i Dubai. Der er arbejde til dem, fordi lønnen er lav. Er det udnyttelse af arbejdskraft? Faktum er, at der er et arbejde til dem af præcis samme årsag. Og lønnen i UAE er mere end det dobbelte af den, de kunne forvente derhjemme – forudsat, at der er et arbejde til dem der. Arbejderne tjener penge til deres familier og sikrer børnene en skolegang. De forbedrer vilkårene i deres eget hjemland, der er afhængige af den indtægt som landsmændene henter hjem til samfundet. De kunne ikke klare sig uden hverdagens helte.
Så jeg vil ikke brokke mig over min løn eller ulighed. Jeg vil i stedet sende en venlig tanke til de folk, der har rejst fra deres familier og hver dag knokler som rengøringsassistenter, tankpassere, parkeringsvagter og på byggepladserne i 45 graders varme.
Jeg ser jer og I gør det godt!
