Den lille ung-mis er nu blevet 2 måneder ældre og større. Den bor ikke længere på legepladsen i Dubai Silicon Oasis. Mis Mis er nemlig flyttet med til Al Furjan, hvor den nu har fået status af huskat. Det passer Mis Mis ganske godt – faktisk vil den slet ikke ud igen.

Vi lånte en katte transportkasse af nogle venner, så vi kunne få katten med os til Al Furjan. Vi ventede dog på, at flyttefolkene var færdige med arbejdet, så dørene kunne lukkes, når Mis Mis skulle ind i huset.

 
Katten, der ellers havde bosat sig i vores have (til stor frustration for Bagel), var flygtet, da flyttefolkene kom buldrende ind af døren. Den var intet sted at finde og jeg var ved at blive nervøs for den. Men under eftermiddagssolen dukkede den atter op og sad på legepladsen, mens den ventede på os.

Den sultne kat var nem at lokke ind i transportkassen og snart lå vi på motorvejen mod Al Furjan. Mens Mis Mis skældte ud hele vejen i bilen, blev jeg pludselig i tvivl. Kan en vildkat tæmmes? Hvad siger Bagel? Hvad ved jeg overhovedet om katte? Jeg ved intet, det er faktum. Jeg ved ikke noget om kattebakker, kattegrus eller krattetræ.

Det ved jeg nu! Eller jeg ved lidt mere om det nu.

Efter en uge under samme tag er Mis Mis og Bagel efterhånden ved at lære hinanden så godt at kende, at det ikke altid er hunden efter katten. Det hænder, at Mis Mis tager styringen, så Bagel helt forvirret lunter tilbage, hvor han kom fra.

Flere gange har jeg dog taget de to i at lege sammen. De spiller begge op til dans, dasker drillende og lidt provokerende til hinanden for at sætte gang i legen. Jeg føler mig efterhånden sikker på, at Bagel og Mis Mis nok skal blive gode venner.

Det kniber nok mere med min tålmodighed, der helt alvorligt sættes på prøve, når jeg hører lyden af skarpe klør i sofaen, gulvtæppet og på de nye spisebordsstole. Mis Mis skulle egentlig indfiltreres som indekat, men de dage er snart talte. Det er på tide, at Mis Mis endnu engang får lov til at dufte roserne – udenfor.

Mis Mis trænger til at komme ud og strække benene, selvom jeg dybest set tror, at hun vil foretrække indelivet, som skødekat. Det bliver jo nok noget derimellem.

Én ting er sikkert, der er kommet meget mere liv i huset.

2 Comments on Os med kat

  1. Hej Kirsten og hele fam + zoo.
    Katte kan lære at gå udenfor når de er ‘trængende’😁😁
    Tænker i har det godt.
    Venlig hilsen Jon

    • Ja. Den trænger til at komme udenfor. Det vil vores spisebordsstole, sofaen, gulvtæppet og kontorstolen blive glade for 🙂

      Vi har det rigtig godt, men savner jer alle.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.