Der er gået mindre end en uge, siden vi pakkede huset ned i Dubai Silicon Oasis og flyttede hele mulivitten til Al Furjan. Det vil sige, flyttefolkene pakkede hele huset ned – og flyttede hele mulivitten. De pakkede også det hele ud igen og tog de tomme papkasser med sig ud af døren. Det har aldrig været nemmere at flytte.
Helt frem til flyttedagen stod alle vores sager fremme og kun det mest skrøbelige eller personlige havde vi pakket ned i kasser. Hverdagen kørte som den plejede med skole, arbejde, madlavning osv. En uro spredte sig i kroppen, mens flyttedagen nærmede sig, fordi intet var pakket og intet var planlagt. Det eneste vi havde, var en booking-bekræftelse fra flyttefolkene. Så stressende og afslappende på én gang.
Flyttefolkene var effektive og meget grundige. I to hele dage summede 5 flittige arbejdsbier rundt i de to villa’er. Alt blev nøjsom wrappet, svøbt og polstret.
Under flytningen blev der sørget for mændende med frugt, kage, chips og vand (Madpakkerne havde de selv sørget for). Alona og jeg stod mest i vejen, mens vi tilsidst måtte opgive at følge med de ting, der blev pakket ned så hurtigt, at Alona pludselig stod uden sko. Hun måtte derfor låne et par H2O klip-klap’er, som jeg fiskede frem til hende fra gemmerne.
Da vi flyttede ind i huset for 3 år siden, synes det hele at være et kaos med flyttefolk, der tømte containeren fra Danmark med alle vores møbler. Dengang stod der pludselig en gartner i døråbningen, mens kasser røg ind af hoveddøren. Det var uoverskueligt og jeg fik vidst sagt ja, til lidt for meget, da haven skulle grundlægges. Nu stod gartneren atter i døren, mens kasser røg ud i flyttebilen.
Den her gang var det planlagt! Haven skulle fjernes, nulstilles tilbage til ørkensand – Min lille dejlige oase. Trist, så trist.
Vores pakistanske havemand igennem de sidste 3 år, var lige så trist. En tåre pressede sig på bag hans øjne og med hånden på brystet, takkede han for nogle gode år.
Jeg kommer til at savne jer. Altid hilser I på mig.
Vi kommer også til at savne ham – Ham, der ikke var bange for Bagel og som altid vinkede til os, når han kom cyklende på vejen. Han fik 200 dhs til afsked, hvorefter vi gik op til sikkerhedsvagterne for at tage pænt afsked med vagten fra Nepal, der altid kom ud om aftenen for at hilse på Bagel, når vi gik vores faste aftenrute. Han blev glad for den chokolade, som pigerne smilende rakte ham og han klappede dem på de små hoveder, mens han mindede dem om altid at lave deres lektier.
Det hele er gået så hurtigt og jeg nåede aldrig, at se huset i Dubai Silicon Oasis igennem en sidste gang. Jeg fik aldrig chancen for at se mig tilbage. Vandre en sidste tur igennem husets tomme rum, hvor så mange minder er skabt. Dørene blev låst for sidste gang, inden jeg nåede at parkere bilen foran huset til udflyttersynet.
Måske, det i virkeligheden er for det bedste. Nu skaber vi nye minder.
