Hvis du bor i De Forenede Arabiske Stater, ja så skal du altså ud at campere i ørkenen mindst én gang – Sådan er det bare. Og nu fik vi endelig taget os sammen til faktisk at gøre netop dette.
Alle biler er tilsyneladende ørkenbiler, hvis du spørger min søde kollega Maria og den hoppede jeg selvfølgelig på. Vi aftalte derfor at mødes ved en tankstation fredag eftermiddag med oppakning til en nat i sandkassen. Endnu en gratis glæde, hvis udstyret vel og mærke allerede er i hus. Vi måtte dog investere i nye lommelygter og en lettere luftmadras, men så var vi også køreklar. Det var vi ihvertfald hele vejen frem til sandkanten, hvorefter vi måtte hoppe over i en mere egnet ørkenbil. Pigerne var spændte som to flitsbuer, klar på at teste sandkasselegetøjet i den ultimative sandpit.
Jeg er nu temmelig glad for, at vi lod en anden sidde bag rettet, for jeg var måske ikke helt forberedt på terrænet og dækkenes skøjten i det bløde sand – på trods af luftudtag. Vores chauffør var heller ikke helt klar på sandtoppene og den lange bil, så vi måtte en tur på maven. Tovtrækning, sandgravning og bil-skubning blev således en del af oplevelsen, der heldigvis endte med tilråb og klapsalver.
Vi slog lejr i læ for vinden og havde en super hyggelig aften med bål, grillmad, chips og alkohol. Børnene fik gravet og de voksne fik delt historier. Vi kender jo alle hinanden på kryds og tværs i en ørkenstat, hvor danskere mingler i flæng. Aftenen kunne desværre have endt noget mere behageligt, hvis ikke mindste pigen fik et flip og i arrigskab brækkede sig i hele teltet. Det blev dermed også en del af oplevelsen.
Natten var en smule varmmere end forventet og vi kender nu betingelserne en del bedre. Dyner er således overkill. Tjek.
Morgenen var noget mere fredfyldt og køligere. Vi nød vores morgenmad sammen ved bålet og pakkede dernæst lejeren ned. Vi måtte tidligt afsted inden solen for alvor begyndte at prikke til de ligblege vikinger. Ørkenbilerne fik dernæst en sidste tur i sandet, inden vi atter vendte hjemad.
Det var en fantastisk oplevelse og vi er nu helt hooked på det der ørken-camping. Altså ikke alene, men sammen med andre entusiaster. Og pigerne, de elskede det mindst lige så meget. Det gode ved sådan en tur er, at det kan gøres billigt, det er nemt at planlægge og så ligger ørkenen jo lige i baghaven.
Og her kunne historien så ende… men det gjorde den så ikke.
Efter at have gennemrodet ALT måtte vi sande, at min diamantring og vielsesring ikke var kommet med os andre hjem. Mange tårer blev fældet, inden jeg bestemte mig for ikke at opgive uden kamp. Så snart vi vurderede, at solens stråler ikke længere ville brænde huller igennem vores gennemsigtige hud, pakkede vi rygsækken med 6 liter vand, ungernes sand-si, lommelygter og en del gå-på-mod. Pigerne efterlod vi, meget klogt, hos Alona og så kørte vi atter mod sandkassen. Vi vandrede målbevidste efter de koordinator, som vi havde høstet fra vores mange billeder.
Hurra for teknologien og Google Maps.
Det var de bedste 20 minutters hård vandretur, jeg nogen sinde har travet. For resultatet taler for sig selv.
#NeverAgain
