I mere end 1 måned har Bagel haltet på det ene ben. Efter en uge uden bedring tog vi til dyrelægen, der anbefalede, at vi kom igen en uge senere for at møde en specialist. Specialisten mærkede på Bagel og bad os komme tilbage til røgten-undersøgelse en uge senere. Det endte desværre ud i en ret dyr operation, men først efter en aflysning og mere ventetid.
Bagel er en stor del af vores familie og når det gør ondt på ham, ja så gør det i den grad også ondt på os. Han har længe været på smertestillende medicin og vi har slæbt ham op og ned af trapperne, for at skåne de korte ben. Vi ved ikke, hvordan det skete, men sikkert i leg med ferie-hunden Mille.
Dyrlægen kunne umiddelbart ikke gennemskue, hvad der var galt med kræet. Vi filmede hans halten, efter råd fra dyrelægen, hvorefter han blev indlagt til røntgenundersøgelse. Ledbåndet i Bagels venstre bagben var revet over og benet var derfor ustabilt – det tror jeg pokker. Han gik nærmest sidelæns som en fuld mand i byen eller en dressur-hest i managen.
Bagel skulle egentlig have været på operationsbordet i sidste uge og tidligt søndag morgen, svang jeg forbi dyreklinikken med en fastende hund, der meget modvilligt blev nærmest trukket igennem døråbningen. Han kender stedet alt for godt – Dumme hund.
Det viste sig dog, at dyrelægen ved en fejl havde bestilt den forkerte størrelse TPLO implantat til operationen og vi måtte derfor tage hjem med forudrette sag. Bagel er nemlig en stor hund, men med korte ben.
I tirsdags afleverede jeg endnu engang en fastende hund, der ikke syntes mere godt om klinikken og denne gang kom han på briksen.
Alt gik heldigvis som planlagt og vi var lettede over at modtage de gode nyheder. De havde ham natten over og det blev en underlig stille aften uden Bagel i huset.
Nu er Bagel hjemme igen. Sølle, sølle Bagel. Han har metal og skruer i benet og knoglen er skåret midt over. Nu kræver han ro, helt og aldeles.
Det er ellers høje krav at stille til en hund, der normalt hopper og danser ved lyden af en ringeklokke og sitre af begejstring ved synet af en gartner i haven.
Derfor har Daniel nu demonteret ringklokken og Bagel er forvist til gæsteværelset med lukkede gardiner. Vi passer nemlig rigtig godt på ham.
Første lægetjek i eftermiddag gik godt. Dyrlægen var tilfreds, men pointerede, at Bagel under ingen omstændigheder må gå mere end få meter af gangen de næste par uger. Det bliver hårdt for Bagel, der SÅ gerne vil ud at gå en tur og snuse til Verdenen.
Det blev en dyr “fornøjelse”, men han er det hele værd. Det har vi vurderet mange gange tidligere og Bagel er som en god årgang vin – han bliver bare bedre og bedre med årene.