I denne måned er det 7 år siden, at vi forlod Danmark for at bosætte os i Dubai. Jeg forstår vitterligt ikke, hvor tiden er blevet af. Så ufatteligt meget er sket siden dengang, vi indlogerede os på et billigt hotel i Bur Dubai med 2 små piger. Det virker som en menneskealder siden… og i dag, føles det alligevel som i går.
Vores tid i Dubai kan deles op i faser eller kapitler om man vil. Vi ankom i 2015 og de første knap 3 år i Dubai var en drøm. Der var meget nyt at forholde os til, alt var spændende og romantisk. Daniel havde et godt arbejde med fleksibilitet og stor frihed.
Jeg fik også ret hurtigt et arbejde, der gav ekstra luft i budgettet. Vi bød Alona varmt velkommen i vores familie. Pigerne var glade for at gå i nursery og Christine sluttede sig til os i løbet af det første år. Når jeg ser tilbage på vores tid i Dubai Silicon Oasis, er det med en hvis længsel og med et minde om en ubesværet tid. Vi fik hurtig en stor omgangskreds og venner, der introducerede os for Dubais mange glæder.
I 2018 opsagde jeg mit arbejde ved Rafn&Søn og kort tid derefter, blev Daniel fyret fra sit. Store strukturelle ændringer i firmet betød, at størstedelen af medarbejderstablen og ledelsen blev opsagt med 3 måneders varsel. En kaotisk og usikker periode fulgte derefter. Vi gik brat fra første kapitel til det næste på ganske kort tid.
Heldigvis fik Daniel ret hurtigt et nyt arbejde. Det samme gjorde jeg. Mens Daniel begyndte at pendle til Abu Dhabi hver dag, så tog jeg bilen mod Umm Suqeim, hvor det danske generalkonsulat er lokaliseret.
Den første tid var hård med to nye jobs, nye skoler, nyt hjem, nye biler og ny omgangskreds. Vi måtte i 2018 siger farvel til mange gode venner og kollegaer.
This Too Shall Pass
Selvom Daniel fra tid til anden, savner sit gamle arbejde og kollegaerne, så blev fyringen alligevel en uventet gave. Vi blev tvunget til at skabe nye relationer, som vi ikke ville være foruden den dag i dag. Vi investerede i en ørken-bil, der har givet os mange gode stunder i sandet og varige minder. Pigerne flyttede til en helt fantastisk skole, som jeg glædes over hver dag, at sende dem afsted til.
Vores liv udviklede sig til det bedre på trods af alt.
Tredje kapitel i vores Dubai føljeton begyndte i 2020. Et år ingen vil glemme.
Med Covid-19 fulgte isolation, lock-down, hjemmeskoling, hjemmearbejde, mundbind, handsker og håndsprit. I en lang periode kunne vi ikke forlade matriklen uden en politigodkendelse og alt lufttrafik var indstillet. Jeg får stadig ondt i maven, når jeg tænker tilbage på april 2020.
Daniel’s far blev desværre hårdt ramt af Corona, i en tid, hvor der ikke var vacciner eller tilstrækkelig viden om en pandemi, der lige var erklæret. Vi tænkte meget på ham, mens han lå på sygehusets intensive afdeling og selvom han i dag er corona-fri, så har han stadig mange mén.
Heldigvis bragte 2020 også meget godt med sig. Vi hilste Adam velkommen til vores familie i februar og købte sommerhus i maj samme år.
Flere af de venner, som vi måtte tage afsked med i 2018 flyttede desuden tilbage til Dubai i 2020. Vi fejrede vores første jul i Danmark, siden vi flyttede til Dubai og børnene oplevede den første rigtige vinter nogensinde. Senere kom Mille til og dermed endnu en hund.
Dette kapitel sluttede i mandags, hvor den officielle udmelding kom, at der fra d. 28. september 2022, dagen efter Emma’s 8 års fødselsdag, ikke længere er krav om mundbind i det meste af UAE. Kun i offentlig transport og på sygehuse er det nu påkrævet med mundbind.
Vi har lige solgt vores ørkenbil, fordi den ikke er værd at reparere på… det samme gælder min elskede røde Opel Mokka, der ikke længere kan køre. To biler skal nu udskiftes med en enkelt all-round bil.
På den danske ambassade i Abu Dhabi er der kommet en ny dansk ambassadør og på generalkonsulatet i Dubai har vi fået en ny generalkonsul. Nye tider er på vej og med dem, nye muligheder.
Jeg ved ikke, hvad de næste to år vil bringe, men jeg glæder mig til at finde ud af det… med de glæder og sorger der vil følge.
Vi er klar på fjerde kapitel 🙂
