Det har været en hård morgen, nat og aften. Det har været nogle hårde dage – en hård uge. Men nu er containeren pakket og sendt af sted mod Dubai. Huset er tømt for møbler, nips og alle minder er forsigtigt pakket ind i bobleplast. Tilbage står kun et overflødighedshorn af skrald og ting til genbrug. Ungerne har hen over weekenden haft helle. Uvidende om alt den forandring, der venter dem, sidder de trygt sammen med farmor og farfar i Viborg. Som forældre vurderede vi, at det var en god idé, at de blev skånet for oplevelsen af at se deres hjem forsvinde ind i en container. Det går nu op for mig, sådan for alvor, at tiden er en knap ressource og det giver kriller i maven. Jeg GLÆDER mig, men er også skræmt fra vid og sans. Hvilken tilværelse venter mon på os i Dubai?
