Et par dage har jeg tilbragt med vind i håret i Kjøvenhavn’strup, mens jeg var en smuttur i Danmark på kursus. Og selvom det var i forbindelse med arbejdet, så blev det kombineret med lige dele fornøjelse – det har nemlig betydet 3 dages alenetid – wuhu!
Jeg betragter mig selv, som et enormt heldigt menneske, med et virkelig spændende og meningsfuldt arbejde, der giver mig energi i hverdagen. Og med alle gode arbejdspladser følger altid muligheden for faglig udvikling, videreuddannelse og dejlige kollegaer. Det er sådan, at det altid bør være. Det er ihvertfald min holdning.
Ud over at blive klogere på mit eget arbejde og vigtigheden i jobbet, gav kurset mig samtidig muligheden for at lære mine kollegaer, ved andre missioner, bedre at kende. Tænk sig, at have hele verden som sin arbejdsplads.
Selvom kursusdagene var lange, så fik jeg et par lyse aftener forærende til at lege turist i indre København. Det blev naturligvis udnyttet til fulde, for det er mange år siden (13 år), at jeg sidst var forbi hovedstaden.
Danmark og København har noget, som UAE og Dubai ikke har – historie. Historiske bygninger, farver, masser af cykler og det glade gadeliv, der er værd at skrive hjem om.
Når jeg tænker på vores forfædre, der for 1000 år siden hærgede det meste af Europa som frygtløse vikinger, så ærger jeg mig lidt over alt den rigdom, der gik tabt i druk og fest, mens den sydlige del af Europa havde travlt med at bygge katedraler. Heldigvis kan danskere være stolte over Christian IV, der i 1600-tallet satte kongeriet i gæld, da han brugte rub og stub på at bygge blandt andet Rosenborg Slot, Børsen, Regensen og rundetårnet.
Selvom vejret, nogle af dagene, var lidt trist med regn, blæst og ja slud, så spadserede jeg alligevel en tur forbi rundetårnet ved Strøget for at suge historiens vingesus til mig – som en hyldest til Christian IV. I min barndom huskede jeg tårnet meget højere og mere stejl. Til gengæld har jeg tidligere overset det gamle lokum, hvor H.C. Andersen angiveligt skulle have siddet og digtet. Der var desuden meget historie og flere fund, som jeg tidligere helt har misset.
Dagen forinden var jeg desuden et smut forbi Langelinie, hvor den Lille Havfrue tålmodigt sad og ventede på mig, alt imens Kronprins Frederik strøg næsten ubemærket forbi. Det var i sandhed en rigtig god dag, at være turist i København.
Det har været dejligt at være tilbage i Danmark, også selvom turen blev lidt kort. Jeg var på mange måder turist i mit eget hjemland og det var berigende.
I et kort øjeblik fik jeg den velkendte hjemve, der indimellem sniger sig ind i hjertet på mig. Det sker oftest, når vi nærmer os sommeren. Måske vi skulle overveje at købe et sommerhus i Danmark.
Tak for denne gang – Du danske sommer, jeg elsker dig!