Det har været én af den slags weekender, hvor planen egentlig var afslapning, pyjamasdage og Netflix. Men som alle andre planer, så har de det med at ændre sig efterhånden som timerne går. Torsdag aften blev således en familiehyggedag på Marinaen med Cheesecake Factory, togtur og ballondyr.

Fredag aften inviterede vi venner på spontant aftenshygge og lørdag blev vi selv inviteret på havebesøg. Inden for det sidste år er flere af Daniels kollegaer flyttet til Cedre Villas Dubai Silicon Oasis, hvilket bringer en større del af omgangskredsen tættere på os. Men selvom DSO er et dejligt sted med gode naboer og masser af potentiale, så skal det nævnes, at Daniel og jeg alligevel var meget tætte på at flytte alt vores habengut til et nyt område i Dubai efter sommerferien af to væsentlige årsager:

  1. For at prøve at bo i et andet område end DSO
  2. For at finde et billigere sted med mulighed for at få en større opsparing

Leveomkostningerne har generelt altid været skyhøje, men nu er det blevet ekstra dyrt at bo i Dubai. Der er lige blevet indført afgifter på udvalgte varer som blandt andet cigaretter og sodavand, hvilket kan mærkes på priserne, der er steget med op til 100%. Fra januar 2018 kan vi desuden se frem til indførelsen af moms, hvilket allerede nu har skræmt mange expats hjem eller sendt dem afsted på nye eventyr. Samtidig dukker der nye boligområder op hver måned, som er indflytningsklare, billige og attraktive for børnefamilierne. Det tvinger de omkringliggende boligområder til også at justere huslejen for at forhindre familierne i at flytte væk og dermed lade alt for mange huse stå tomme.

Vi var således på boligjagt i de omkringliggende nyere områder, da vores lejekontrakt stod til fornyelse efter endnu et år i DSO. Men trods alle gode intensioner om at finde et nyt godt hjem til familien Nielsen, så lykkedes det os aldrig, at finde et sted, der kunne måle sig med smørhullet i Cedre Villas. Vi har alt det vi skal bruge inden for meget kort afstand. En god skole til pigerne, masser af indkøbsmuligheder og caféer, flere pools at vælge imellem, offentlig park under opførelse og gode steder at lufte Bagel. Så vi bliver hængende lidt endnu og tilmed med nedsat husleje.

Vi har i stedet valgt at investere lidt tid og knofedt i huset. Vi samler trådene op, hvor vi tabte dem. Vi skruer tiden tilbage og minder os selv om alle de gode idéer, som vi havde, da vi første gang så huset – tomt og blottet for minder.

Vi bestiller pest-control, der sender kakkerlakker og utøj på himmelflugt.

Vi får lappet og malet buler i væggen fra fugt i huset.

Vi bestiller blå mænd, der kommer forbi og tømmer vandtanken for at rense den fri fra alger.

Vi er igang med den helt store efterårsrengøring, hvor alt bliver set efter i krogene. Vi kyler gammelt ud for at gøre plads til nyt eller bare alt det, vi tidligere har skrabt sammen og som siden har stået pakket sammen i kosteskabet.

“Take my Junk” kommer og henter alt det, som vi ikke længere kan finde plads til. Alt det som vi er vokset fra og som andre med færre midler, kan få glæde af. Det er nemt og så går det til et godt formål.

Vi flytter lidt rundt på møblerne, så vi bedre kan udnytte de mange ekstra kvadratmetre, som vi ikke rigtig har værdsat tidligere. Så nu skal vores family-room på 1. sal have en kærlig hånd. Første projekt er sovesofaen fra IKEA, der flyttes fra kontoret (nu legeværelset) på stueetagen op til det nye familie-rum på 1. sal.

Vores gamle lampe fra Danmark bliver fundet frem fra støvet efter to år i kosteskabet. Nu får den endelig lov til atter at lyse vores hjem op med lidt hjælp fra vores blå ven og med kyndig vejledning fra Alona.

Vi har købt nye reoler som lagerplads til vores mange brætspil og bøger, der ellers optager plads i skabe rundt omkring i huset.

Vi gør alt det arbejde, fordi vi har bestemt os for at blive i Villa O-23 endnu et år – og måske mere. Så nu er det på tide at indrette huset som et hjem. Vi tager ét rum af gangen og forbedre det så meget, at jeg ikke kan stoppe med at smile. Alt for længe har vi haft lamper liggende i skabet, billeder stående på gulvet og plantekrukker stående tomme. Men i denne weekend har vi været flittige. Nu tager det første rum form.

Vi er slet ikke færdige, men vi har heller ikke travlt. Vi nyder roen og tusser rundt i stille tempo. Hver weekend bliver hjemmet lige en lille smule mere hjem. Og så klapper jeg i hænderne af ren begejstring. Nu sker der s.. noget.

Og efter en sådan weekend er det rigtig rart med en fri-søndag, hvor kroppen også kan forkæles med en gang svømning og velfortjent wellness sammen med den skønneste Steffie.

I morgen er det atter arbejdsdag, hvor jeg vil bruge flygtige øjeblikke på at tænke tilbage på 4 vidunderlige og produktive dage. I morgen er samtidig en dag, hvor jeg kan se frem til to spændende “kvindearrangementer” under overskrifterne “Women of Today – work/life balance” og “Be Your Own Boss”. Jeg fornemmer en god og spændende mandag i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.