Der er ikke plads til anti vaxxers i de Forenede Arabiske Emirater. Vaccination er lovpligtig og hvis det er et problem for dig, så er det et problem for staten. Det er heldigvis ikke et problem for os, men derfor kan det alligevel være svært at komme ud af døren – især for Anna, der virkelig hader vacciner!
Det skal jo overstås. Sådan er det bare. Det gør kun ondt i et lille øjeblik.
Det danske børnevaccinationsprogram ligner til forveksling det program, der følges i FAE. De stik, der er lovpligtige her, er det selv samme program, der tilbydes kvit og frit i Danmark.
Derudover tilbydes en række ekstra vaccinationer, der med fordel kan overvejes at smides i puljen. Nyfødte får således tilbudt vaccine mod kopper. Den skulle være ret smertefuld for voksne at få og efterlader typisk et ar, men den er ret almindelig i FAE. Ingen af os er vaccineret imod kopper, men vi har et hav af andre vacciner i vores bagage. Vores medical insurance dækker alle udgifterne, vi skal blot betale et symbolsk beløb for konsultationen. Så der er i virkeligheden ingen undskyldninger.
Jeg havde ellers lovet Anna, at dette ville blive det sidste stik i denne omgang – indtil 12 års stikket, men den søde børnelæge fik alligevel overbevist os om, at det ville være godt også at vaccinere pigerne mod skoldkopper og meningitis. Skoldkopper er som sådan ikke farlig og de fleste børn i Danmark får sygdommen helt naturlig igennem legegrupper og børneinstitutioner. Her er sygdommen dog nærmest ikke-eksisterende pga. vaccinerne, så den er svær at fange på naturligvis og den kan være langt mere skadelig at få som voksen (og farlig som gravid).
Meningitis er derimod en meget farlig sygdom, der i værste fald kan føre død og ulykke med sig. Den er meget smitsom og kan være svær at fange i tide. Og selvom sygdommen fortsat er sjælden, så er den bare virkelig træls, så den smider vi også i vaccine-puljen.
Anna og Emma fik således, på den sidste feriedag, et stik i hvert lår, under stor protest og gråd. Heldigvis varede øjeblikket kun kort og begge piger var nemme at trøste med slikkepind og klistermærker fra klinikken, samt efterfølgende is med to kugler (et for hvert stik) fra BR fordi de alligevel var super seje. Sådan gik det allersidste feriedag, inden skolestart.
Det er ikke nemt, at tvinge pigerne til lægen og lade sygeplejeskerne stikke hul på dem, men det er livsnødvendigt. Så selvom det gør ondt, gør det godt. Og jeg er i den grad pro vacciner, men jeg glæder mig alligevel ikke til, at vi skal afsted igen om et par måneder.
Det skal jo overstås. Sådan er det bare. Det gør kun ondt i et lille øjeblik.