Det har været en velkommen gave – en hel uges ferie blev os foræret i forbindelse med Eid al-Fitr, der markerer, at Ramadanen nu er slut. Caféerne er atter åbne, fredagsbrunch er tilbage på menúen og i morgen åbner skolerne op til almindelige tider. Vi har haft en fantastisk uge, der først og fremmest har stået i børnenes tegn.

Jeg skulle godt nok på arbejde de første 2 dage i ugen, da Konsulatet kører lidt et mix af danske og lokale helligdage. I stedet hyggede Daniel sig med pigerne, der alle havde fri og løbende modtog jeg billeder af festlighederne. De var blandt andet en tur i Dubai Mall, hvor de fik lov til at gå på rov i den største slikbutik, som Anna og Emma nogensinde har besøgt.

Og så var de på playdate med nogle veninder i Cheeky Monkeys, hvor der var gratis popcorn.

Vi havde forinden lavet en brainstorm sammen med pigerne over alle de herligheder, som vi kunne kaste os over i løbet af ferien. Især Emma var meget betaget af konceptet og kunne helt bogstaveligt føle, hvordan hendes brain boblede med idéer, der kom strømmende ud af hovedet på hende.

Ud over en tur i poolen, restaurantbesøg og flere playdates har vi været max kreative. Vi har kreeret flyvemaskiner ud af Kibsons papkasser og plantet solsikker i vindueskarmen. Vi har lavet vinduesmaling og 1:1 tegninger af pigerne.

Daniel har desuden (endnu engang) introduceret Warhammer 40.000 for Anna og Emma. Et stort hit!

I Dubai er det i sandhed blevet sommer og temperaturen stiger hastigt – for ikke at tale om den ulidelige luftfugtighed. Derfor har de fleste aktiviteter været indendørs og resten har involveret vand.

Tirsdag var vi inviteret til en sidste grill-aften inden sommerferien. Der var god underholdning for børnene… og voksne, omend politisk ukorrekt, men drønsjovt.

På hjemmefronten har vi haft ferie-hunden Mille hele ugen. Det bliver desværre sidste gang vi har denne fornøjelse, da Mille og familien snart rejser hjem til Danmark. Vi kommer til at savne dem alle, noget så forfærdeligt.

I går var vi en tur i vandland sammen med nogle venner. Et forholdvis nyt vandland, Laguna Waterpark, er åbnet ved strandpromenaden La Mer. Vi kom lidt sent afsted og efter en god frokost ved en nærtliggende café, stod solen allerhøjest på himlen. Heldigvis var vandet afkølet og vi blev hængende indtil lukketid.

Det har været en hel genial ferie. En hel uge inden sommerferien er blevet os givet gratis. Det er dejligt, når antallet af feriedage nøje skal beregnes og fordeles. Der er aldrig nok ferie, når turen går til Danmark hen over sommeren og jeg håber, at det i fremtiden bliver lidt nemmere for os at få tingene til at gå op i en højere enhed.

Nu er vi begyndt at tælle ned til, at Christine kommer og til at sommerferien begynder. Vi tæller ned til vores Danmarks tur og en uges ferie i Holland.

Snart er det desuden Eid al-Adha og forhåbentligt mere ferie i vente.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.