Ja, den er altså god nok! Familien bliver snart et medlem større og vi glæder os til at byde lillebror velkommen om ganske kort tid. Bliver det mon et vinter- eller forårsbarn?

Det har krævet lidt tid at vende os til tanken, om at skulle begynde helt forfra med søvnløse nætter og bleskift, men vi er helt klar på udfordringen. Da vi har solgt og ryddet ud i alle vores babysager fra Anna og Emma’s tid, er vi sat helt tilbage til start. Heldigvis har vi flere gode venner og kollegaer, der gladeligt sender arvestykker vores vej. Det er vi ganske taknemmelige for.

Med mit nytårsfortsæt og med tanke på miljøet har jeg denne gang valgt at købe alt udstyr og det meste tøj brugt. Det har vist sig at være nemt at finde alt det, vi har brug for i en temmelig god stand (stort set ubrugt) og til nogle meget fordelagtige priser på facebook – Det handler mest om tålmodighed og målrettethed. Så nu har vi snart det hele på plads til baby’s ankomst… det vil sige alt på nær navnet.

Hvor du i Danmark har hele 6 mdr. til at vælge et navn til guldklumpen, der ellers vil komme til at hedde Christian eller Margrethe, skal du i Dubai have navnet klart, inden du forlader hospitalet og hvis ikke der er styr på det, så kommer lillebror til at hedde Mohammed.

Endnu et check-up

Heldigvis har vi stadig lidt tid tilbage til at summe over navnelisten, som efterhånden er lang, men jeg føler presset, som ugerne går.

Rundvisning på Al Zahra Hospital’s fødeafdeling – Emma fik lov til at komme med

I dag er jeg 33 uger henne og det ved jeg kun, fordi jeg lige har været til kontrol på Al Zahra Hospital, der holder ekstra godt øje med mig pga. nogle antistoffer, der er fundet i mit blod. Heldigvis har vi det begge helt fint og der er ingen grund til bekymring.

Hader, hader, hader blodprøver!!!

Da jeg var gravid med Anna, havde jeg helt styr på ugerne, fostrets udvikling og jeg var konstant bekymret for alt det, der kunne gå galt undervejs. Tredje gang kører vi den på rutinen og det er som om, at tiden går hurtigere.

Både Anna og Emma glæder sig helt vanvittig til at møde lillebror, selvom de nok i virkeligheden havde foretrukket en lillesøster. Daniel og jeg derimod glæder os til endelig at byde en lille dreng velkommen i vores midte.

Lillebror bliver så fin til bryllupsfest i april

Så selvom det uden tvivl bliver en hård tid, vi snart går i møde, så er vi slet ikke i tvivl om, at det også bliver en helt fantastisk tid.

Baby’er har heldigvis den effekt på os 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.